Mere end 100 mennesker var mødt op til åbningen af Borgerservice på Viby Bibliotek, samt genåbningsindvielse af det gamle Viby Bibliotek. Det blev en festlig åbning med musikalsk underholdning af Asbjørn Toftdahls trio, en let buffet af forskellige lækkerier samt vin, øl eller vand til ganen.
 
Rådmandens sidste officielle handling
Rådmand Flemming Knudsen foretog indvielsen af Borgerservice, hvilket blev hans sidste embedshandling på hjemmebanen i Viby, som rådmand for Kultur og Borgerservice.
Viby Bibliotek var fra starten udpeget som et af de steder, der skulle tilbyde Borgerservice. Det måtte dog i første omgang opgives, da biblioteket ikke havde plads. 
Politireformen betød at nærpolitiet flyttede, og det skabte mulighed for at få plads til Borgerservice. Dermed er bl.a. udstedelsen af pas og kørekort tilbage til Viby, som enhver ældre århusianer husker det fra tidligere tider.
”Jeg er utrolig glad for, at jeg når at få denne dag med, inden jeg fratræder som rådmand. Viby har altid været min personlige og politiske hjemmebane. Jeg har boet her i Viby i mere end 52 år  I borgerservice har vi et slogan der hedder ”Borgerservice tæt på dig.” Nu er vi også endelig kommet tættere på Viby og hele sydbyen,” siger rådmand Flemming Knudsen.
Borgerservice tæt på dig
Chefen for Borgerservice Lene Hartig Danielsen, var også på talerlisten hun var glad for den klang som borgerservice får i dag. ”Vi glæder os over at kunne tilbyde kørekort, pas og mange andre ydelser, til borgerne i sydbyen, og jeg er glad for alle de som har bidraget til at gøre denne dag mulig, samt at der nu er borgerservice tæt på dig”, sluttede Lene Hartig. 
Fagre nye digitale teknik
Den sidste på talerlisten var chefen for Lokalbibliotekerne i Århus Kommune Britta Bitsch, hun havde været spændt på om biblioteket kunne rumme denne ekstra funktion, og alle de ændringer som det havde medført. ”Jeg synes det er lykkedes ganske flot, borgerne i Viby har nu fået en ny dimension at blive klog på, den digitale verden er for alvor trådt ind i rummet, og har tilført det noget ekstra. Tillykke med den nye dagligstue,” sluttede Britta Bitsch. 
Åbningen af Borgerservice i Viby ventes også at give bedre service til byens øvrige borgere. I dag kommer næsten hver femte henvendelse til Borgerservice på rådhuset fra sydbyen. Det er derfor ambitionen, at åbningen af den tredje decentrale borgerservice vil være med til at reducere ventetiden på rådhuset. Læse mere på www.aarhuskommune.dk/portal/Borgerservice