Kamal Ahmane, en af lærerne på Den Moderne Kulturelle Skole i Århus V, har digtet på dansk i flere år nu, selv om han kun har været her i landet siden 2003. Portalen har tidligere skrevet om den berbiske flygtning fra Algeriet, som mødte en dansk pige i Paris – og det endte med ægteskab og bosted i Trige.
Først kom digtsamlingen Bindeled, og inden længe kommer næste digtsamling. Her får Gellerup sit eget digt, og efter aftale med Kamal Ahmane bringer vi digtet her på portalen:
GELLERUP
Jeg valser i mit virvar af tanker
Og pludselig hører jeg gennemtrængende sirener
Lyden går gennem marv og ben
Jeg skælver, mit hjerte banker
Ildebrand og gaderne tilgroede med sten
Jeg skammer mig over disse scener
Min idyl er besudlet, jeg bader i tårer
Mine drenge skal smides ud, det er det I mener
Jeg, Gellerup, har knuder i mine årer
I mine ubevogtede stunder sættes der brand
Fra disse hændelser tager jeg afstand
Mit liv er nu i et hæsligt lune
Der bliver lavet en ad hoc plan
Og slået hårdt fra Århus kommune
Men volden stiger jo markant
Og frygten hjemsøger mig konstant
Mine problemer ruller som en lavine
Jeg vil have dem til at forsvinde
Jeg vil krydre kulturen med min eksotiske kulør
At integrere mig er det jeg burde gøre
Givetvis har jeg fred og ro som tilbehør
Og med hjertet optræder jeg i Danmarks favør
Mine elever er fra Gellerup
Kamal Ahmane fortæller, at han blandt andet er blevet inspireret af sine elever på skolen, hvoraf 95 procent er født, opvokset og bor i Gellerup.
"De fortæller rigtig meget om alt det, der foregår i området, og mest om overfald, balladmagere og brande, desværre."
Han er også blevet inspireret af mediernes dækning af begivenhederne i Gellerup.
"Gellerup er i  sig selv et meget specialt område med eksotiske kulturer og mad, integrationsproblemer og solstrålehistorier," fortæller digteren, der også er blevet borgerjournalist på vores søsterportal i Trige-området, www.8380.dk

Digtsamlingen Bindeled kan bla. købes hos Saxo, er udgivet på forlaget Giv Dig Tid, og har 94 sider. Prisen er 80 kr.