Ifølge en rapport fra CFBU har kriminaliteten i Gellerup været faldende de seneste år. Alligevel berettede lederen af lokalpolitiet Jens Espensen på Samvirkets første kvartalsmøde om en voldsom stigning i kriminaliteten siden jul.

”Alt gik godt indtil julen 2010, både hærværk og kriminalitet faldt, men siden er det eskaleret, og vi har nu hærværk i en kaliber, vi ikke har set de seneste 7-8 måneder. Hvor vi før fortrinsvis så indbrud hos folk af anden nationalitet end ens egen, ser vi nu indbrud hos alle nationaliteter,” fortalte Jens Espensen.
Forældre skal tage mere ansvar
Politilederen forklarede, at det kun er cirka tyve drenge, der laver ballade i området. Politiet  efterspørger at kunne bruge erstatningskravet som et middel mod hærværk. 

”Desværre ser vi ofte, at det er en eller to grimme drenge, der sætter dagsordenen og styrer en hel gruppe af unge. Vi vil gøre de drenge, der laver hærværk opmærksomme på, at det koster dem, hvis de bliver ved med at smadre ting,” udtalte Jens Espensen.

Politiet arbejder på i højere grad at involvere forældrene i, hvad deres drenge går rundt og laver.

”Vi ønsker, at forældrene skal tage mere ansvar for, hvad deres drenge går rundt og laver. Det vil vi gøre ved at sætte gang i en sms-kæde til forældre, hvor vi vil opfordre dem til at hente deres drenge hjem, hvis vi kan se at de går rundt og laver ballade i området,” fortsatte han.
Angreb mod politibil
For nyligt blev en politibil angrebet af en bande af unge. En ung fyr kastede en 2,8 kg tung sten ned mod politibilen fra en gangbro i Gellerup. Stenen gik gennem forruden og ramte den ene betjent.

”Heldigvis ramte stenen kun den unge betjent på låret, men det kunne nemt være gået helt galt,” forklarede Jens Espensen.

Den stigende kriminalitet har gjort, at der nu er endnu mere politi på gaden. Prioriteten fremover er primært drengebanderne og en styrket indsats mod hash. Derudover ønsker politiet også at minimere antallet af knallerter, der drøner rundt i Gellerup efter mørkets frembrud.

”Tirsdag gik vi en tryghedstur i Gellerup, hvor vi blandt andet diskuterede, om der er nogle steder, hvor der bør opsættes mere lys,” fortalte lederen af lokalpolitiet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.