Vær lidt mere nysgerrig!

Sådan lød den afsluttende opfordring fra journalist og fysioterapeut Iben Baadsgaard Al-Khalil, der tirsdag aften stod for oplægget til et debatmøde i Foreningernes Hus. Mødet var arrangeret af Samvirkets debatforum og Foreningen Perlevennerne og handlede om, hvor svært det kan være at kommunikere med hinanden på tværs af sproglige og kulturelle forskelligheder. Til at sætte gang i debatten kom Iben Baadsgaard Al-Khalil med flere eksempler fra sin palæstinensiske familie i Libanon.

Hvordan ser en flygtningelejr ud?
Iben har boet i en flygtningelejr i Libanon sammen med sin nu afdøde mand, der var palæstinenser. Deltagerne på mødet – en blanding af folk med udenlandsk og dansk baggrund – fik blandt andet spørgsmålet: Hvordan forestiller I jer en flygtningelejr i Libanon ser ud?
Derefter illustrerede hun med fotos, at virkeligheden næppe svarer overens med det billede etniske danskere eksempelvis har, når de forestiller sig en flygtningelejr.  Der var tale om fleretagers bygninger, der lå meget tæt og havde et utroligt højt støjniveau! På samme måde gav billeder fra et bryllup i den palæstinensiske familie også et andet indtryk end ventet – de viste nemlig en bryllupsfest i bedste Hollywood stil.  

Eksemplerne skulle blandt andet illustrere, at selvom vi tror vi taler med hinanden, snakker vi i virkeligheden måske om helt forskellige ting.   

Hvad sker der når man rejser
Et andet emne til de diskussionslystne mødedeltagere var: Hvad er kultur?  Da tavlen var blevet fyldt godt op med mange forslag lige fra familie, kærlighed, sprog og mad, var næste spørgsmål: Hvad sker der, når man flytter eller flygter til et helt anderledes land?  Dette spørgsmål affødte en del debat både om, hvad man mister, og hvilke misforståelser flere havde oplevet i deres første tid i Danmark. En af de fremmødte protesterede således over forslaget om at fjerne nogle af de tidligere kultur- forslag på tavlen. Hun følte ikke, hun havde mistet noget ved at flytte til Danmark.   

En anden kommenterede, at han var af træt af altid at blive mødt af spørgsmålet, hvor kommer du oprindeligt fra. Han ville gerne mødes og anerkendes for de personlige egenskaber, han havde uden altid at skulle forklare hvilket land, han stammede fra.
Håb for fremtiden

Et andet emne var danskernes ofte manglende åbenhed over for tilflyttere. Det affødte blandt andet en snak om, hvordan man indleder en samtale. Folk med eksempelvis arabisk baggrund begynder med en lang udveksling om, hvordan det går med alle i familien. Etniske danskere derimod går direkte til biddet.  

En af mødedeltagerne ville gerne forsvare danskerne.  I modsætning til eksempelvis USA og Canada, er Danmark et lille land, der endnu ikke har så stor erfaring i indvandring.  Når først danskerne bliver mere vant til det, vil de automatisk blive mere åbne, mente hun.  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.