Gellerups beboere har alle et ansvar for at tage del i valget i morgen, mener Khaled Mansour, repræsentant for Arabisk Kulturforening i Gellerup. Han har en klar opfordring til dem, som overvejer at blive derhjemme, nemlig at de skal huske, hvor vigtig deres stemme er: ”Vi er en del af samfundet, og derfor skal vi deltage aktivt i de ting, der sker omkring os. Én af de vigtigste demokratiske processer er valg, som nu folketingsvalget.”
Han er fast i stemmen, når han taler om det meget vigtige ved at gøre brug af den mulighed, man har for at påvirke, hvem vi skal repræsenteres af i det politiske landskab. ”Vi er borgere på lige fod med andre, og vi må og skal være synlige. Vi skal komme frem med vores holdninger.”

Gellerup skal høres
Netop valget som en mulighed for at gøre sine meninger gældende lægger Khaled Mansour vægt på. Og for Gellerups beboere er dette særligt væsentligt:

”Der er mange stemmer i Gellerup, og politikerne går jo efter stemmerne. Vi vil gerne have, at der skal tages hensyn til os som Gellerups beboere, og derfor skal vi stemme, så politikerne kan gøre noget til gavn for området.” Hvis politikerne skal have øjnene op for Gellerup, er det vigtigt, at de ser, at alle beboere deltager i valget og har en holdning til, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden.

Anti-demokratiske budskaber er ødelæggende
I den forgangne weekend blev der hængt anti-demokratiske løbesedler op i flere opgange med opfordringer til ikke at deltage i valget. Et modsvar underskrevet af Samvirket i Gellerup, som tager kraftigt afstand fra løbesedlernes budskab, er hængt op, og Gellerups beboere tilskyndes til at gøre brug af deres stemme.

Også Khaled Mansour og Arabisk Kulturforening deler denne stærke afstandtagen til de anti-demokratiske opfordringer: ”Det er ødelæggende for alle, og vi er fuldstændigt uenige. Vores holdning er det helt modsatte af denne lille, isolerede gruppes.”

Hvis man vil høres, må man stemme. Khaled Mansour er ikke i tvivl om, hvad Gellerups beboere bør foretage sig på valgdagen i morgen: ”Vi vil motivere folk til at tage ansvar, ikke kun at sidde på sofaen, men at deltage aktivt.”