På vej ind i caféen får en duft af hvidløg næseborene til at vibrere. På nethinden dukker billeder af små Middelhavsrestauranter op. Scenen er Café Perlen midt i Gellerup den sidste fredag i september, hvor solen bager fra himlen til lyden af scooterræs i baggrunden.
Caféteamet taler arabisk
I dag arbejder Amal Ahmad, Nahed Baba og Saussanne Elabbas sammen til hakkelyden af en kniv. Tomater, agurker, gul og rød peber bliver til små stykker, som kvinderne putter i alubakker, der i dagens anledning fungerer som skåle. Det tager tid at lave mad til 94 gæster. 30 børn og resten voksne. Kvinderne laver sund mad, der skal være smag i. ”Derfor sparer vi heller ikke på olie og krydderi,” siger de.
Samarbejde – planlægning – hygge
Torsdag købte en del af madteamet ind. Det er aldrig de samme, der både køber ind og laver maden. Fredag går madteamet i gang klokken 11, og klokken 16.30 er de færdige til at servere. Også Jytte Nielsen har været i gang med at lave mad hjemme, for der er ikke plads nok i køkkenet på Café Perlen. Ind imellem madlavningen holder kvinderne små pauser udenfor. De taler om tøjindkøb, en forestående studierejse til Libanon med Gellerup Kirke som arrangør bliver ivrigt diskuteret, mens de drikker kaffe og spiser hjemmebagt dadelkage.
Af og til kommer der lige en sms eller en arabisk ringelyd. Kommunikationen fungerer. Døtre og veninder kommer på besøg. Også Jytte Nielsen har lige en pause fra sit køkken og kommer forbi.
Menu og gæster
Den danske del af menuen er indianergryde med halalkød og årstidens grøntsager. Den arabiske er kylling stegt i ovn, dertil ris med små bønner, pasta, arabisk salat, tzatziki og både dansk og arabisk brød. Gæsterne har i forvejen meldt sig til. Fra klokken halv fem begynder de at komme. 30 kr. for voksne og 15 kr. for børn. 
Gæsterne er i alle aldre. Flest kvinder. Én af dem er jurastuderende Malene Nygaard, der sammen med sine studerende bofæller synes, at det er hyggeligt at være sammen med andre. Det er også billigt at få et godt måltid. Også psykolog Anna Margrethe Nebel spiser sammen med sin mand og deres to børn og. De synes, at det er hyggeligt at lære deres naboer at kende på en anderledes måde. Andre gæster sidder og hygger sig med børn og taler sammen på deres fællessprog.
Tæt på grænsen
Fællesspisningerne er eksploderet fra 15 – 20 deltagere til 94. Der må kun være 100 i lokalet. Jytte Nielsen siger, at bord ét må starte. Ved madbordet står køkkenteamet og nogle frivillige og sørger for, at det hele foregår i ro og orden. Røde og grønne duge giver baggrund for de hvide plastiktallerkener og bestik.
Klokken 19. er der igen roligt, og oprydningen starter.
Udenfor scooterræs og nedgående sol. Mørket tiltager, og sommeren hælder mod vinter. Den sidste fredag i oktober er der fællesspisning igen.
www.cafe-perlen.dk