Fredag d. 2. december præsenterer Musikcaféen [8220] Danmarks nye reggaenavn WAFANDE på Cirkus Tværs i Gellerup.

WAFANDEs sommerhit ”Gi’ mig et smil” sparkede for alvor christianitten med de fransk-tanzanianske rødder ind på den danske musikscene i 2011. Med over 1,2 millioner afspilninger på YouTube og en masse radioairplay har sangen været svær at komme udenom. Debutalbummet ”Du ved det” fra august fik fem stjerner i Gaffa. Det blev produceret af Pharfar og Fresh-I.

Siden har WAFANDE blandt andet lavet nummeret ”Sort nat, sort dag” sammen med Jooks til Operation Dagsværk og optrådt ved Danish Music Awards. Han er nu klar til at sætte Gellerups beton i positive vibrationer med sin hiphop-inspirerede reggae og dancehall.

Koncerten er en del af et større projekt
WAFANDEs koncert er en del af Musikcaféens projekt [8220], der har til formål at bane vejen for etableringen af et genrebredt spillested med fast adresse i Gellerup. Derfor arrangerer Musikcafeén sammen med frivillige i Gellerup med jævne mellemrum koncerter forskellige steder i Gellerup og Toveshøjområdet. I løbet af det kommende år udvikles projektet yderligere sammen med lokale samarbejdspartnere og musikglade mennesker.

”WAFANDE i cirkus kunne næsten ikke være en bedre kombination. Tværs’ hyggeligt slidte og farverige lokaler bliver den perfekte ramme om et brag af en koncert! Vores første koncert i Gellerup med Thomas Buttenschøn på Gellerupscenen var velbesøgt og en rigtig god aften. Nu er vi spændte på at præsentere en helt anden musikgenre, i andre omgivelser, henvendt til nye målgrupper. Et nyt spillested i Gellerup skal være et sted for alle med interesse for livemusik, så næste gang går vi sikkert i en ny retning og prøver noget helt tredje,” fortæller Mads Laier, projektleder for Musikcaféen [8220].

Også adgang for de unge
WAFANDE spiller to koncerter på Cirkus Tværs i Gellerup fredag d. 2. december, kl. 16 for de 13-17-årige og kl. 20 for alle. Den første koncert er naturligvis alkoholfri, og den er en del af Musikcafeens projekt [1317], hvor teenagere kan nyde musikken i fred for voksne.

Få mere information om billetsalg via vores kalender.