Hvis man har en lav indkomst – på højst 171.000 kr. i familien – kan børnene i familien få et fritidspas til at betale for sport og fritidsaktiviteter med. 
Egentlig udløb forsøget med fritidspas her til årsskiftet, og Socialministeriet havde afvist kommunens ønske om at fortsætte med ordningen. Men der er et restbeløb i ordningen på 2,9 mio. kr., og dem har kommunen fået lov til at bruge de næste to år.
Det bliver endda sådan, at hvert pas stiger fra 1000 til 1400 kr. Altså kan et barn gå til fritidsaktiviteter for 1400 kr. om året uden at det koster familien noget.
Kommunen har ikke været specielt god til at vejlede om ordningen – det er en af grundene til, at der stadig ligger 2,9 mio. kr. i kassen. Det Boligsociale Fællessekretariat har tidligere været ude med en kritik af kommunen for ikke at være opsøgende og vejledende nok over for fattige familier omkring muligheden for et gratis fritidspas.
På kommunens hjemmeside er vejledningen ikke forbedret væsentligt. Her står intet om, at tilbudet gælder fattige familier. Der linkes til et skema, som man skal udfylde med sine indtægtsforhold, og først på skemaets side 2 står, hvem der kan søge….
Svagere fritidsliv i udsatte områder
Det Boligsociale Fællessekretariat har i en undersøgelse dokumenteret, at deltagelsen i fritidslivet i udsatte boligområder er begrænset, og derfor er der endnu mere brug for gratis fritidspas her.
”Vores undersøgelse afslører, at der er flere årsager til den lave foreningstilknytning – dels er der få lokale tilbud til de mange børn og unge i områderne, og dels har foreningerne svært ved at fastholde dem,” fortalte sekretariatets Jens Møller til gellerup.nu i maj. Han håbede på en forlængelse, og den er nu kommet.
Så har familierne og kommunen altså to år mere til at sætte skub i fritidslivet.
Er man enlig forsøger, kan indkomsten ligge 52.988 over bundgrænsen – og stadig sikre et fritidspas. På samme måde har man et fradrag på 7000 kr. pr.  barn ud over det første. 
Kommunens side om fritidspasset