Jytte Nielsen, også kaldet Moster Jytte, har nu i knap tre år undervist mænd i at lave mad i Tousgårdsladen. Det har været et stort hit, og det ser ud til at fortsætte på den måde. For hver mandag hos Moster Jytte mellem 10-13 er der aldrig sure miner, kun hyggelig snak, grin og selvfølgelig god, hjemmelavet mad lavet af mænd.
Menuen
”Mændene er efterhånden nåede så langt i deres madlavning, at vi nu kan lave noget lidt finere og sværere. Ja, der er endda opskrifter med denne gang, jeg ikke selv har prøvet!” siger Moster Jytte med et smil.
Til foråret skal der nemlig prøves kræfter med at lave en fransk ret som Coq au vin og en italiensk ret ved navn Scallopine al Marsala.
Jyttes mad-hotline
Men selvom mændene er blevet dygtige til at lave mad, og Jytte er god til at undervise i madlavning, hænder det nu engang, at nogle af mændene kommer lidt i tvivl om, hvordan det nu lige var, man skulle gøre. Mændene bruger nemlig ofte den opskrift, de lærer om mandagen, weekenden efter. De vil gerne lave mad til deres damer derhjemme, men det er ikke altid, de kan huske, hvordan man gør. Derfor ringer de til Jyttes mad-hotline engang i mellem i weekenden og dobbelttjekker, at det, de laver, er rigtigt.

”Jeg hjælper dem gerne, for de er sgu så søde,” siger Jytte med sit stribede forklæde på. ”Hvis der kommer flere tilmeldinger, så laver vi bare et hold mere. Det kunne også være hyggeligt,” tilføjer hun som underviser på frivillig basis.
”Madlavning for mænd” har kørt lige siden september 2010, og mændene er gradvist blevet dygtigere til at lave mad. Hvad mon de ender med at kunne lave?