Lørdag d. 6. april blev der holdt et debatmøde om somaliske børn og unge. Det var Puntland Diaspora Forum (PDF), som stod for arrangementet sammen med en del lokale foreninger, og det blev holdt i Foreningernes Hus som en temadag. Der dukkede mange op, og målgruppen var somaliske forældre, børn og unge, somaliere, som bor i Gellerup, lærere og uddannelsesinstitutioner. 
Opdragelse af børn
Temadagen havde fokus på, hvordan man kan styrke somaliernes deltagelse i det danske samfund i forhold til, hvordan de bedst opdrager deres børn. Formålet med temadagen var nemlig at udbrede kendskabet til herboende somaliere, undervisere, samspillet mellem somaliere og danskere og børneopdragelse og skolegang. Shirwa Omar, som er initiativtager og formand for PDF i Danmark, sagde om debatmødet:
"Det var meget inspirerende at møde mennesker, der arbejder med undervisning, integration og andre relevante områder, der relaterer til somaliere, uanset hvor i verden de bor. Det var også opmuntrende at arrangere og være med til et sådant debatmøde, hvor man lagde vægt på de somaliske børn/unge og andre emner, der relaterer til somalierne.”
Et skridt i den rigtige retning
Der var god dækning til arrangementet, da dagen var tilrettelagt i samarbejde med Det Somaliske National TV og Sahan TV. Sidstnævnte repræsenterer flere lokale TV- og radiostationer i Danmark. Lederen af Sahan TV, Farah Yasin Osman kaldte det et vigtigt arrangement:
”Et sådant arrangement er nødvendigt og et skridt i den rigtige retning, hvor somalierne mødes og diskuterer deres fremtid, nemlig børn og unge og deres opdragelse,” sagde Farah Yasin Osman.
Debatten om somaliske børn og unge blev ledet af Zahra Mohamed Ali, som kom fra det somaliske national TV (SNYV). Udsendelsen kan nemlig blive set i Somalia og resten af verden.
Du kan tage kontakt til Puntland Diaporas Forum ved at skrive til Shirwa Omar på pdf.denmark@gmail.com.