To unge kvinder fra Ramallah på Vestbredden er gæster i Gellerup for tiden. De er med til at fejre Eid, de besøger foreninger, er på caféture med unge – og så videre. Men de har også set de vidtstrakte strande ved Vestkysten, og de skal nå i Djurs Sommerland, Tivoli og se København, før de rejser hjem 21. august.

Programmet omfatter også en lille snak med gellerup.nu.

"Der er meget ordentligt i Danmark. Og så er de unge i Danmark så gode til at tale engelsk," er to af de ting, der har slået 16-årige Sama Abu-Fares og 15-årige Asar Jaradat. De går begge på gymnasium – i øvrigt på den katolske privatskole, hvor de også har gået i grundskolen.

I Gellerup har de lagt mærke til, at palæstinenserne holder godt fast på deres kultur og traditioner – ja endda mere, end de selv gør på Vestbredden, siger pigerne.

"De er jo en minoritet i Danmark, det er nok derfor, at de er gode til at holde sammen," siger Asar.

Og hvorfor er Sama og Asar så kommet til Danmark? Jo, det er et af de første resultater af den rejse, som et hold aarhusianere foretog til Ramallah i april-maj. Med på turen var nemlig Charlie fra det aarhusianske ungebyråd, og Sama og Asar sidder i et tilsvarende "Youth City Council" i Ramallah. Parterne blev enige om at udveksle tanker og erfaringer med hinanden –  blandt andet på videokonferencer.

Og lige nu er de her altså i levende live og skal i dag fredag mødes med ungebyrådet. De glæder de sig til.

To ungebyråd har ligheder
De to ungebyråd minder om hinanden og aftaler begge strategier for væsentlige skole- og ungdomsemner, eksempelvis rygning og uddannelsesvalg. Begge byråd bliver valgt via afstemninger på skolerne, og i ingen af dem må der være partipolitik.

Men i Ramallah er der desuden 72 valgte komite-medlemmer til at supplere de 13 "byråds"-medlemmer. Sama fortæller, at dermed kan der sættes gang i en masse frivilligt arbejde med eksempelvis at holde gaderne rene – og hjælpe ved andre større projekter, festivaller mv.

Megen tid går med at hjælpe til med intifada-eftervirkninger(oprøret mod den israelske besættelse), som for eksempel mod børnearbejde, og blandt andet herigennem bliver de unge kendte for deres arbejde.

Det Arabiske Forår har flyttet dem
Begge piger er muslimer, men hører til den unge generation, som har flyttet sig sammen med Det Arabiske Forår, og de bærer eksempelvis ikke hijab. Ramallah er en åben by, hvor det f.eks. ikke er så almindeligt, at piger bliver gift med deres fætre.

"Det er der faktisk to tredjedele af alle piger på Vestbredden, som gør," siger Asar, som er rigtig glad for at høre til den sidste tredjedel.

De lægger ikke skjul på, at deres arbejde i ungebyrådet også er en forskole til de voksnes demokrati, og de to unge kvinder har både evner til og ambitioner om at gå den vej. Blot ikke til posterne til præsident eller premierminister, som kvinder ikke kan vælges til.

Endnu da!