Robert Kennedy sagde "Only those who dare to fail greatly can ever achieve greatly." Man skal altså turde vove noget – og måske endda sit liv?
At vove livet er ikke for alvor noget, vi har inde på livet i Danmark.  Derfor udgør vores privilegerede tilværelse en kontrast til uro og kan nogle gange gøre det svært at forholde sig til og forstå mennesker med en anden skæbne.
Fire unge mennesker i alderen 16 – 19 år har Kennedy-citatet inde på livet. De bor i Ramallah, som er hovedstaden i det palæstinensiske selvstyreområde og dermed uden for Gaza, da det ligger på Vestbredden. Alligevel har de krigen inde på livet og mærker den i et Apartheid-samfund, hvor der er skarp adskillelse. Men hvor der også bliver dræbt – eller ”myrdet”, om man vil.
To søstres håb og frygt
16-årige Asar Jaradat var klar i mælet, da de fire palæstinensere holdt oplæg på et møde i Foreningernes Hus:
”Det, der sker i især Gaza, er ”a freaking genocide” (horribelt folkemord). Derfor må man som ungt menneske i Palæstina være klar over, at man selv må tage ansvar for at skabe sig et liv. Man kan ikke i Palæstina føle sig sikker på at leve, når dagen er slut. Derfor skal man vide, at det eneste, der er stærkere end frygt, er håb.”
Hendes fremtidsdrøm er ikke nogen specifik uddannelse, men blot at være lykkelig.

Hendes søster, Jana Jaradat, fortalte om hvordan hun ser betydningen af uddannelse. Hun studerer jura på Birzeit Universitet nord for Ramallah, og hun finansierer sin uddannelse ved at tage lån. Hun sammenligner en god uddannelse med det at sidde ved et bord og have en lækker kage til at stå foran sig. Så kan hun ikke holde sig tilbage.
Alligevel måtte hun sige, at der er frygt forbundet med studenterlivet. En 20-årig mandlig studerende på hendes universitet boede på sin fars gård og blev om aftenen bedt om at gå ud til fårene. Han kom aldrig tilbage. Israelske soldater skød ham.
Ung pige brød sammen
På mødet gik en journalist for en syrisk-relateret avis rundt og talte med folk og spurgte til folks oplevelse af den danske flygtningepolitik og om Palæstina. En 15-årig pige, som normalt er en meget optimistisk og livsglad pige, stod sammen med ham og brød hulkende sammen. Jeg spurgte journalisten, hvad der var sket og han svarede, at hun begyndte at græde, blot ved at få spørgsmålet om Palæstina.