ACFC mister hele sin græsbane i forbindelse med Bygaden og den kommende tværvej mellem Bygaden og Gudrunsvej. I første omgang bliver banen dog halveret, så der stadig er noget plads til fodboldspillerne at boltre sig på.

Får erstatningsbane
Det er dog ikke slut med at spille fodbold i ACFC. Som en fuld erstatning får klubben en kunstgræsbane, der vil blive påbegyndt til februar og vil være færdig i juli måned. Når banen er færdig, vil der være de samme muligheder som før – at spille fodbold på en 11-mandsbane.
Derudover vil der være et opvarmningsområde bag det ene mål. Banen kommer til at ligge mellem Gellerupbadet og Klubberne, hvilket vil sige, at den dækker noget af den gamle grusbane.

”Meget stort plus”
Kunstgræsbanen gør det muligt for spillerne at træne året rundt, hvilket er en stor fordel, mener en glad formand for ACFC, Afif Abdallah:
”Det er et meget stort plus, fordi vores spillere kan blive bedre. Vi har 154 aktive medlemmer fordelt på seks nationaliteter, og jeg tror, der vil komme flere til.” Afif Abdallah tilføjer, at der allerede er kommet spillere fra henholdsvis Tilst, Brabrand og Viby.

Udvikle området
”Banen skal bruges så meget som muligt. Der skal både trænes og spilles på banen, men den skal også lejes ud, så den ikke ligger ’stille.’ Vi overvejer lige nu at lave en aftale med nogle af institutionerne herude, så de også kan bruge banen.”
Afif Abdallah mener, at ved forskellige tiltag så kan banen være med til at udvikle området i en positiv retning.

Det var Afif Abdallah, der efterlyste en kunstgræsbane, da der vil gå lang tid, før en græsbane ville være klar til brug, og der var bred opbakning fra Brabrand Boligforening, DBU og Aarhus Kommune til kunstgræsbanen.

Banen koster 5,8 millioner kroner at anlægge. Derefter vil der være udgifter i forbindelse med driften, som Aarhus Kommune, Brabrand Boligforening og ACFC deles om.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.