Foråret er for alvor skudt i gang, og vejret kalder på udendørs aktivitet. Hver tirsdag mødes en flok friske kvinder til en fælles gåtur rundt i Hasle Bakker. Hver tirsdag kl. 13 ved Beboerhuset Tousgårdsladen på Edwin Rahrsvej 6 B står en gruppe kvinder klar til at give det naturskønne område, Hasle Bakker, endnu et besøg. Turen er uden tilmelding, så man ved aldrig hvor mange der dukker op. Sommetider er der tre generationer med på turen – en bedstemor, en mor og et barn i barnevognen.
Blandt de deltagende kvinder er der altid en frivillig turleder, der sørger for, at alle kommer godt fra start til mål. Lone Dybdal aktivitetsleder hos Den Selvejende Institution Hasle Bakker, er en af turlederne: ”Det gode ved disse gåture er, at de egner sig til alle kvinder. Man behøver ikke først hjem og klæde om – man kan bare komme, som man er,” siger Lone. Hun lægger stor vægt på, at det kun er for kvinder:
”Det er et frirum for kvinder, hvor vi kan tale om alt.” Men selvom snakken går lystigt i takt med benene, kommer pulsen også op. Motion prioriteres nemlig højt.
Jamilla og Shamso – to friske kvinder
Jamilla og Shamso er to af de vandreglade kvinder. Jamilla har været med på gåturene siden opstarten for godt tre år siden, og hun er der næsten hver eneste tirsdag. ”Det er kun, når jeg er syg, at jeg bliver hjemme. Jeg kommer skam også selvom det regner!” siger hun. Shamso fortæller, at Hasle Bakker er et dejligt område at gå ture i, fordi her er rigtig meget aktivitet: ”Vi møder ofte andre, der selv går, løber eller cykler.”
Gratis forfriskning
Efter gåturen er der en gratis forfriskning i Beboerhuset Tousgårdsladen, hvor
Inga Bech sørger for te, kaffe og frugt til de aktive kvinder. Her bliver der snakket og hygget som en god afrunding på den fælles gåtur. Inga går sommetider med på turen.
Frivilligt engagement
Gåturene i Hasle Bakker er baseret på frivilligt engagement. Sammen med de
frivillige afholdes gåturene i samarbejde med Den Selvejende Institution Hasle
Bakker, Beboerhuset Tousgårdsladen, Folkesundhed Aarhus Vest, og Sport &
Fritid fra Aarhus Kommune. Trygfonden var med til at starte gåturene op, men
for tiden efterlyses der nye sponsorer.
Praktisk
Startstedet er Tousgårdsladen, Edwin Rahrsvej 6 B og tidspunktet er kl. 13 hver tirsdag (hele året rundt). Det er gratis og uforpligtende.
Du kan læse mere på www.haslebakker.dk
Laden vil også gerne starte ture op for mænd, evt. sammen med kvinder. Er du interesseret kan du kontakte Inga Bech på 2128 1946, eller Esben Trige på 3131 3308 / info@tousgaardsladen.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.