Gellerup Museum har netop fejret fem års fødselsdag og samtidig åbnet den nye beboerudstilling ”Mig. Nu. Gulerod.”, som kan ses frem til slutningen af maj. Ferniseringsdagen bød på nybagte boller, varm kakao og godt humør fra de mange besøgende gæster.
Udstillingen ”Mig. Nu. Gulerod.” er skabt af tre kvinder, der bor i Gellerup; Aysha Amin, Helya Ahmadi og Hanaan Ahmed. Indtil slutningen af maj kan man i museets særudstillingsrum se den spændende udstilling, der har et stærkt kunstnerisk præg. Gennem digte, tegninger, citater og video fortæller kvinderne om deres møder med andre mennesker og deres fordomme, modsætninger og livssyn.
Anne Lund Knudsen var gæst på museet og imponeret over den nye udstilling:

”Det er en spændende og anderledes udstilling. Den er flot sat op og det er rigtig interessant, at det er lavet af unge fra området. Det har både givet mig noget at tænke over og et smil på læben,” fortalte Anne Lund Knudsen.

Nostalgi og helhedsplan
En anden gæst, Gro Lund Hansen, besøgte museet for første gang:
”Jeg arbejder selv med unge mennesker og kan genkende mange af pigernes oplevelser. Udstillingen viser meget godt nogle af de udfordringer, som pigerne jo står overfor hver dag,” udtalte hun.
Besøget i museet gjorde, at hun kom i det nostalgiske hjørne:
”Jeg synes det er sjovt, hvordan man i museet bliver ført tilbage i tiden. Det er jo som at gå ind i min egen barndom. På den måde har det været sjovt både at kunne følge historien, og også se noget der er aktuelt netop nu,” lød det fra Gro Lund Hansen.
Udover den nye udstilling ”Mig. Nu. Gulerod.” havde museet almindelig fremvisning. Dagen igennem fik museet besøg af mange mennesker – ung som gammel. Børnene syntes at de mange genstande og udstillinger var sjove, og lyttede samtidig med på historierne fra området.
Senere fik en gruppe demente, ældre mennesker vakt gamle minder til live, mens de bevægede sig rundt i lejligheden og så indretningen fra 1970’erne.
Ledsaget af boller, kaffe og kakao blev der dagen igennem vist historiske filmklip og talt om minder fra svundne tider. Fra museets altaner er der en fremragende udsigt til helhedsplanens mange byggeprojekter, hvilket gav anledning til snak og diskussioner om fremtidens udvikling i Gellerup.