Siden 2009 har Aarhus Kommune testet alle treårige børn med to-sproget baggrund for at finde ud af, hvem der har brug for hjælp til at lære dansk, så børnene kan være sprogligt ligestillet med deres danske kammerater, når de starter i skole i  6-års alderen. Og det har vist sig at være en god idé, for ifølge kommunens egen opgørelse har næsten alle børnene, hele 99 procent, behov for såkaldt sprogstimulering på dansk.
Den gode nyhed er, at den tidlige indsats ser ud til at virke. Det ser man, når de samme børn undersøges igen ved skolestart. Her ses det, stadig ifølge kommunens egne tal, at 95 procent af de undersøgte børn har fået et mere alderssvarende dansk. Og for hele 52 procents vedkommende er der tale om en såkaldt ”markant” fremgang. Hvilket vil sige, at børnene har lært mere dansk på de tre år, end man kunne forvente.
Fortsat brug for indsats
Der er dog stadig lang vej endnu.  Kun omkring en tredjedel af de to-sprogede elever, der starter i skole, har et alderssvarende dansk, og  dermed ikke behov for yderligere sprogstøtte.
Rådmand for Børn og Unge, Bünyamin Simsek, påpeger, at der har været flere års fremgang, og at flere elever nu klarer sig bedre på  dansk, selvom der stadig er behov for at holde fokus på området:
”Det  er glædeligt,  at  så mange  børn har en sproglig  fremgang. Men det er en løbende udfordring at løfte børnenes sprog, når dansk ikke er førstesproget derhjemme. Vi skal fortsætte det faglige arbejde med tidlig sproglig indsats. Samtidig skal vi fortsat understøtte et godt samarbejde med forældrene, som også har et stort ansvar. Resultaterne viser, at vores fokus på tidlig indsats er helt central for at sikre børnene gode muligheder senere i livet.”