I juni fik afdelingsbestyrelsen en lys idé efter en inspirationstur til Berlin: Gellerupparken skulle have en udendørs café. Som sagt, så gjort – 5. august åbnede caféen på hjørnet af den kommende Verdensplads.

Nu er det blevet besluttet, at den fortsætter, i hvert fald til og med festugen. 37-årige Chadi Ali Kayed har været daglig leder af caféen efter en kort periode med ledighed – og han skal stå for den indtil videre.
Nyt er det, at hver fredag, lørdag og søndag er grillen tændt, så man bare kan komme med mad, som man har lyst til at grille.
En lille anmeldelse
Caféen byder på kaff, the og sodavand til en femmer, og for en 50´er kan man få en vandpibe at ryge på. Selvom jeg ikke forstår arabisk, har jeg de to aftener, jeg har besøgt caféen, følt mig meget velkommen. Man sætter sig blot ned og bliver hurtigt dus med stemningen.

Nogle sidder måske og ryger vandpibe, nogle hygger med drikkevarer. Der er en stemning af ro og imødekommenhed. Ja, en far har haft sine to små børn med, og lille Linas på lidt over et år har gået rundt og søgt kontakt til de mange tilstedeværende mænd på sin egen, barnlige facon.

De mange blomster i bedene skaber en meget atypisk caféstemning – en flot kulisse.

Tillykke til Gellerup og til Chadi med, at vi har denne café. Der er fortsat mange anledninger til at sige farvel med ordene ”Vi ses, ven.”