Hvad er det der gør, at en mand, der ikke engang er medlem af den danske folkekirke, tiltrækkes så meget af Gellerup Kirke? Det spørger bydelsreporteren sig selv om i denne kommentar:
Er det sangene, roen, det at være et sted for mennesker, der tror på noget større end dem selv, eller er det som amerikanerne siger "It’s a wash?" (endt med ingenting, red.)

Julegudstjenesten og nytårsgudstjenesten har jeg det med at overvære, og der er en påfaldende tendens til sammenfald mellem det, der sker i verden, og det, præsten siger. Sidste nytår fortalte Niels Hviid om det at stå ved det ukendte territorium, som et billede på det ukendte år. Man har en fornemmelse af hvor man går hen men kan kun gøre et forsøg og tegne et "høkerkort", ikke et rigtigt kort.
Den indstilling viste sig vigtig i 2015, hvor der skete masser af ting, vi ikke havde forudset. Flygtningestrømmene fra Syrien, terrorangreb på dansk jord og krig mod Islamisk Stat kolliderede med det, som Niels Hviid i dette års juleprædiken kaldte det menneskets indbyggede længsel efter paradiset.

Håb og ydmyghed
Karen Huus gik i sin nytårsprædiken videre i denne retning. Hun fortalte om en lille skulptur af ler, som nogle højskoleelever havde lavet. Den blev sendt rundt blandt de tilstedeværende, så man kunne føle på den. Det virkede lidt diffust, hvad den egentlig forestillede, især fordi hun fortalte os at den havde fået navnet "håb." Da den var sendt hele vejen rundt, faldt 10-øren. Den forestillede en hånd. Strakt frem og med rynker, men håbet som drivkraft.
Karen Huus kom ind på de begivenheder, der havde rystet os i 2015. Foruden krig, terror og flygtningestrømme har der været ildspåsættelser mod flygtningecentre, og man må vurdere, om man kan planlægge ret langt. Livet er kort og flygtigt, og man kan nemt blive selvoptaget i for eksempel forretningsanliggender. Men det er svært at leve godt som kristen uden ydmyghed.

Levende kirke
Men tilbage til mit indledende spørgsmål: Hvad kan få en person, der ikke er medlem af kirken til gang på gang at tage derhen?  Jeg må faktisk indrømme, at jeg under gudstjenesten på et tidspunkt faldt i søvn! Men det må være en kombination af den ro og integritet, der opleves i et smukt kirkerum og de mange troende kirkemedlemmer, den smukke musik og de mange gode tanker, der fremføres.
Kirken i Gellerup er virkelig god på sit felt, modsat andre kirker jeg er taget til. Den er en aktør i samfundet og understøtter både socialt arbejde og fredelig integration mellem muslimer og kristne – og så har den fingeren på pulsen i forhold til omverdenen.