Efterårsferien er lige rundt om hjørnet, og det betyder for mange god tid til familiehygge og aktiviteter i lokalområdet. Igen i år er der en del fine børne-aktiviteter i Gellerup-området. Som noget nyt byder Skovgårdsparken nu også på aktiviteter for både små og store børn.

Hvem tænker lige, at miljø, genbrug og affaldshåndtering kan danne basis for en underholdende eftermiddag for store og små? Men det er faktisk tilfældet i Skovgårdsparken mandag fra kl. 12.00.

Her inviterer Junior Rangers og Det Boligsociale Hus til Grøn Dag hvor lokalområdets børn og forældre på en legende og underholdende måde kan få ny viden om miljø og genanvendelse af affald.

Blandt andet bidrager Junior Rangers med en underholdende quiz om, hvad de forskellige mærkater på affaldssorterings-beholderne betyder.

Det hele afsluttes med et skralde-escape room, og der er en konkurrence, hvor du kan vinde billetter til koncert-forestillingen ”Sigurd og det uforklarlige” i Musikhuset Aarhus. Det hele foregår i Skovgårdsparkens selskabslokaler, Sigridsvej 11A.

Onsdag fra kl. 14.00 kommer street-folkene fra GAME forbi Skovgårdsparken og står for åben træning i fodbold og dans. Der vil også være mad og drikkevarer ved eventet, der foregår ved fodboldbanen foran Karensvej 19.

Fredag kl. 14.00 afrunder Skovgårdsparken en aktiv uge med en familiekoncert med Æsken, hvor I kan forvente inddragende, humørfyldt og energisk musik for børn i alle aldersgrupper. Det foregår i selskabslokalerne, Sigridsvej 11A.

De dygtige trænere fra GAME kommer onsdag eftermiddag forbi Skovgårdsparken, hvor de står for træning i fodbold og dans.

Fed Ferie i Globus 1
Også aktivitetshuset Globus 1, Gudrunsvej 3A, har fokus på børnene hele efterårsferien. Hver dag fra mandag til fredag kan børn hver dag være aktive.

Formiddagene er reserveret til de yngste, når personalet stiller op til hop og leg i hallen med en stor forhindringsbane. Om eftermiddagen er det de større børns tur til at prøve kræfter med banen. Der er bordtennis i Studio i Globus1 alle eftermiddage.

Kl. 9-12 er der leg på den store forhindringsbane i hallen for de 0-6-årige, og derefter, frem til kl. 15 kan de 7-12-årige spille bordtennis eller boltre sig på forhindringsbanen.

Film- og Lego-hygge på biblioteket
Lørdag kl. 11-13 kan du tage familien med på Gellerup Bibliotek, hvor I kan lege med Lego, når biblioteket stiller store mængder klodser frem.

Mandag og onsdag kl. 10-12 kan I nyde en dejlig stund på biblioteket med udvalgte film for de mindste. Filmene egner sig godt til de 2-5 årige, men alle er velkomne. Filmene kører i loop hele formiddagen, så I dukker bare op, når det passer jer.

Samtidig er der mulighed for at aflevere jeres brugte legetøj, der ikke bliver brugt så meget mere. Biblioteket gør det til gavn for miljøet, pengepungen og ikke mindst for at glæde børn og familier. Du kan aflevere dit legetøj på Aarhus Bibliotekerne fra 14. oktober – 17. november

I øvrigt kan de lidt ældre børn hver eftermiddag kl. 13-15 mandag til onsdag på biblioteket deltage i en kreativ workshop, Gellerups Skygger, og være med til at skabe en installation af lys og lyd.

Gellerups Skygger er et kunstprojekt, der skal resultere i et stort skyggeteater, der i januar 2025 vil blive projiceret op på bygningerne omkring Verdenspladsen og vise fortællinger fra Gellerup.

Alle kan være med i workshops´ene. Der er intet krav om særlig kreativitet eller kunstneriske færdigheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.