Selvom de oprindelige planer om en ny højskole i Gellerup næppe bliver realiseret, lever højskoleånden i bedste velgående på Gudrunsvej 82. D. 9.-11. maj inviterer Gellerup Højskoles Forsamlingshus til weekend-højskole med fokus på sangskrivning, kaffebrygning og skriveglæde.

Siden 2018 har der været arbejdet med planer om at etablere en højskole i Gellerup, og gennem årene er højskole-ånden flyttet ind i lokalerne på Gudrunsvej 82, hvor der har været holdt masser af højskole-aftener og en del weekend-kurser.

Selvom det næppe lykkes at etablere en egentlig højskole i Gellerup fortsætter Gellerup Højskoles Forsamlingshus med at invitere til aktiviteter drevet af den særlige masser af ideer til aktiviteter båret af den særlige arrangerer i weekenden d. 9.-11. maj den fjerde weekend-højskole.

“Vi synes, weekend-kurset er et rigtig godt format, der passer virkelig godt til den vision for huset, der hele tiden har været drivende for vores aktiviteter. Og det er et format, man ikke finder andre steder,” siger koordinator hos Gellerup Højskoles Forsamlingshus, Frederik Ravn Andersen.

For bare 400,- får du en hel weekend med alt, hvad de fleste forbinder med højskolelivet: Morgensamlinger, fællesspisning, sang, hyggeaftener – og som på en “rigtig” højskole er der også fag, du i løbet af de tre dage kan fordybe dig i. Dem præsenterer vi her – med højskolens egne ord:

Studiolab: “Elsker du også musik, og vil gerne blive bedre til at skabe og skrive din egen? Vi arbejder med alt fra beats, mix og kreativ sangskrivning,” skriver arrangørerne. Undervisere er Casper Clausen og Elisa Lama.

Kaffe fra hele verden: “Her går vi ægte i dybden med kaffen. Du kommer til at forfine nogle helt basale bryggeteknikker, nørde bønner, ristninger og smagsprofiler. Det bliver hele verden rundt, helt fra etiopiske ritualer med kafferistning til den moderne third wave-brygning”. Underviser er Anders Gulev.

Skriveglæde: “Her har du mulighed for at gå i dybden med dine skriverier i et rum fuld af kreativitet. Temaer som håb og protest, grimhedens æstetik og sprogets fantasi, vil danne ramme for et væld af inspiration og nye vinkler til dit skrive-jeg.”
Underviser er Silas Stochholm.

“Vores mål med weekenden er at præsentere et højskoleophold super kondenseret som rammen om en masse godt socialt samvær, fortæller Frederik Ravn Andersen.

Han understreger, at alle uanset alder er velkomne.

“På den første weekendhøjskole, vi holdt, var halvdelen af deltagerne over 40, men efterhånden er deltagerne generelt blevet yngre. Det klæder dog virkelig højskolen med en blandet alderssammensætning,” siger han.

Det er muligt at få overnatning med i prisen. Man medbringer så bare en sovepose og overnatter på en sovesal på førstesalen. Information og tilmelding via dette link.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.