En række kommende retssager står i vejen for nedrivning af to boligblokke mellem Dortesvej og Lottesvej. Men Brabrand Boligforening og A. Enggaard har nu tilpasset aftalen for udvikling af Karen Blixen Kvarteret, så virksomheden inden længe alligevel kan gå i gang med arbejdet.
I juni 2024 godkendte byrådet i Aarhus Kommune en lokalplan for et område med 578 nye boliger og 3.000 kvadratmeter erhverv i Gellerup, som hidtil har tilhørt Brabrand Boligforening.
Det nye område har fået navnet Karen Blixen Kvarteret og vil særligt henvende sig til familier og par – og samtidig er det målet at skabe et sted, hvor caféer, små butikker, gallerier og lignende kan være et samlingspunkt og skabe liv langs den flotte Karen Blixens Boulevard.
Endnu har ingen spade dog været i jorden på grunden, som A. Enggaard og PKA har købt. Det skyldes verserende retssager om de tilbageværende beboeres fraflytning, der konkret betyder, at to af Brabrand Boligforenings næsten tomme boligblokke ikke kan nedrives for at lave plads til den nye bydel, før sagerne er afgjort.
Nu åbner en tilpasset aftale mellem Brabrand Boligforening og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard dog for, at opførelsen af store dele af det nye kvarter kan gå i gang.
Den justerede aftale baner vej for opstarten på projektet, fordi den ændrer vilkårene for Brabrand Boligforenings overdragelse af området, hvor det hele tiden har været aftalen, at grunden skulle afleveres i tre etaper.
“Med aftalen går første etape uden om de to berørte blokke. Det er samtidig et vigtigt skridt, fordi det frigør midler, der er nødvendige for at kunne renovere vores blivende blokke – til glæde for både nuværende og kommende beboere. På den måde kan vi fortsætte arbejdet med at løfte og udvikle bydelen,” siger Keld Albrechtsen, der er formand i Brabrand Boligforening.
30.000 kvadratmeter i første etape
Hos A. Enggaard, der skal opføre Karen Blixen Kvarteret sammen med pensionskassen PKA, glæder projektudvikler Jacob Futterup Sørensen sig over den tilpassede aftale.
“Som langsigtet byudvikler med mange projekter i Gellerup er det vigtigt for os, at vi sammen har fundet en løsning, som driver både renoveringer og nybyggeri i bydelen fremad. Gellerups omdannelse træder ind i en spændende fase, hvor Karen Blixen Kvarteret spiller en væsentlig rolle,” siger Jacob Futterup Sørensen.
“I øjeblikket er indbyggertallet i bydelen midlertidigt lavt, fordi mange almene boliger er revet ned, men over de kommende år bliver bydelen tilført en lang række nye, private boliger og nye områder, som – sammen med den store udvikling, bydelen allerede har gennemgået – får stor betydning for bydelens samlede dynamik,” siger han.
A. Enggaard forventer at anmode om byggetilladelse til de første byggerier langs Karen Blixens Boulevard inden sommerferien.

Illustrationen viser, hvordan Karen Blixen Kvarteret kan komme til at se ud. De to røde firkanter viser, hvor de to tilbageværende boligblokke spærrer for byudviklingsplanerne. Illustration: A. Enggaard.
Første etape af Karen Blixens Kvarteret vil rumme godt 30.000 kvadratmeter nybyggeri fordelt på blandt andet lejligheder, rækkehuse, fællesfaciliteter og erhvervslokaler, der henvender sig til for eksempel butikker, take away og generelt stueetager med liv og aktivitet mod gaden.
Karen Blixen Kvarteret omfatter et samlet areal på 52.000 kvadratmeter og ligger tæt på den nye skole, som Aarhus Kommune opfører i området.
Visionen bygger på at bevare og videreudvikle områdets mangfoldighed og stærke fællesskab, samtidig med at der sikres en høj arkitektonisk kvalitet og grøn variation i byggeriet, lyder det i pressemeddelelsen fra A. Enggaard.
Fokus på børnefamilier
På Aarhus Rådhus glæder rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anette Poulsen, sig over, at arbejdet med opførelsen af den nye bydel nu kan gå i gang.
“Det er godt nyt for Gellerup, for det er vigtigt, at vi fortsætter udviklingen i Gellerup. Bydelen har gennemgået en gennemgribende udvikling de seneste 10-15 år, men vi er ikke i mål endnu,” siger hun.
“Vi vil have en bydel med en blandet beboersammentætning, og det betyder, at vi skal fortsætte med at tilføre boliger, som appellerer til forskellige behov og livssituationer. Særligt har vi fokus på børnefamilier, både dem, som ønsker at finde en attraktiv ejerbolig tæt på byen og dem, som ønsker at bo til leje,” siger Anette Poulsen.