Gellerups mangfoldige madkulturer ser ud til at kunne få endnu et hjemsted. På pladsen ved Lottesvej, hvor Gellerup Street Food før holdt til, byder en nyetableret madkiosk nu på take away og inviterer til events og workshops. På torsdag lærer Mustafa Faour dig at lave ægte falafel-burgers.

Husker du Smag á la Gellerup? I årene 2016-17 blev navnet især på sociale medier slået fast som et sted, hvor du kunne blive inspireret af Gellerups mangfoldige madkultur med rødder i de ca. 80 forskellige nationaliteter, der er repræsenteret i bydelen.

En af de drivende kræfter var Mustafa Faour, som blandt andet stod bag en velkendt gul madvogn, vender nu for en dag tilbage til det område, hvor han er vokset op. I dag driver han det kendte mad-brand Faour i Klostergade og Aarhus Ø.

På torsdag d. 12. juni står han klar i køkkenet i den nyetablerede madkiosk, der ligger på hjørnet af Lottesvej og Karen Blixens Blvd. Anledningen er den internationale falafeldag, der naturligvis også skal fejres i Gellerup.

“Det går jo virkelig godt for Mustafa Faour, og det er dejligt, at han som en af Gellerups succes-historier nu vender tilbage til lokalområdet,” siger Henrik Hedegaard, som er projektleder i Smag á la Gellerup, der driver den nye madkiosk.

I det daglige er det en af Gellerups nye unge mad-iværksættere, 20-årige Omar, som står i køkkenet i madkiosken, og han har også en fin falafel-burger på menuen, når stedet har åbent torsdag, fredag og lørdag.

Men alligevel er Mustafa Faour inviteret til workshoppen torsdag d. 12. juni kl. 16-18, hvor de to sammen med de tilmeldte deltagere vil skabe den helt rigtige falafelburger. For prisen af, hvad en falafelburger koster, kan du også lære de små afgørende tricks.

Autentisk madkultur
Henrik Hedegaard driver Smag á la Gellerup sammen med Alexander Muchenberger, som i en årrække har været med i arbejdet med at fremhæve madkulturen i Gellerup.

Nu håber de, at tiden er moden til, at madkiosken kan blive en succes, både som madsted og platform for events og workshops som falafel-workshoppen torsdag d. 12. juni.

Madkiosk á la Gellerup har været i gang siden efteråret 2024. Åbningstiderne er torsdag og fredag kl. 10-20 og lørdag kl. 16-20.

“I Smag á la Gellerup vil vi rigtig gerne vise Gellerups madkultur frem, ligesom det tidligere er blevet gjort med de mange videoer, der blev lavet med nogle af de klassiske opskrifter. Der er så meget autencitet i madkulturerne her i lokalområdet, og det er noget, vi gerne vil være med til at give videre til andre mennesker,” siger Henrik Hedegaard.

Han driver selv et madfirma på Østerbro i København, hvor mange af retterne har rod i de madkulturer.

“Det er fint at tage afsæt i andre kulturer, men det betyder også en udvanding, der let kan fjerne autenciteten. Der er en tættere sammenhæng i lokalområdet her blandt de forskellige aktører.”

Ingrid-ærter afløser kikærter
Faktisk er der tale om lidt af et stykke udviklingsarbejde, Mustafa Faour og Omar Shh står bag på torsdag. Normalt er kikærter den centrale ingrediens i falafler. De dyrkes i Mellemøsten og Asien – men vi har i Danmark faktisk et udmærket alternativ, mener man i Smag á la Gellerup.

Den lille madvirksomhed har indgået et samarbjde med mastodont i helsekost og økoprodukter, Biogan, i Lystrup om at hente de danskproducerede ingrid-ærter til Gellerup. De kan erstatte de velkendte kikærter.

“Vi går i Smag á la Gellerup op i økologi og gode råvarer, og hvor de kommer fra. Det er en debat, der ikke altid fylder så meget i Gellerup. Men vi synes, det er relevant og vigtigt, at man tænker over, hvad man køber. Vi vil gerne slå et slag for de danske og økologiske ingridærter, der dyrkes på Fyn og kan skaffes i store mængder,” siger Henrik Hedegaard.

Klassisk falafel-menu serveret i Madkiosk á la Gellerup – denne gang med danske Ingrid-ærter som hoved-ingrediens.

Sammen med Mustafa Faour testede madkiosken forleden ingrid-ærterne i falafel-dejen – og det blev ganske vellykket, fortæller Henrik Hedegaard.

“De har en lidt anden konsistens end kikærter, men Mustafa syntes, det var en god løsning, og han har jo masser af erfaring i at lave den helt rigtige falafel-dej.”

Ingrid-ærterne er dog en del dyrere end kikærter – men hos Smag á la Gellerup håber man, at det gradvist kan ændre sig, hvis ærterne slår an i falaflerne.

Flere workshops og events på vej
Ud over torsdagens falafel-workshop har folkene bag madkiosken mange andre ideer. Lige nu står unge Omar for toast, surdejsboller og burgers torsdag og fredag kl. 10-20 og lørdag kl. 16-20.

Hvis andre mad-iværksættere har lyst til at indtage madkiosken nogle af de andre dage, er de velkomne, siger Henrik Hedegaard.

Desuden vil Smag á la Gellerup præsentere små enkle workshops, hvor man kan lære nyt og afprøve ideer til en lav pris. Blandt andet er der planer om en workshop, hvor man kan lære at bage surdejsbrød.

Henrik Hedegaard kalder stedet et mad- og eventhus og lægger op til, at forskellige former for arrangementer og middage på pladsen.

Blandt andet har Smag á la Gellerup indgået et samarbejde med Gellerup Højskole og spillestedet Turkis om en koncert d. 26. juni i serien Gellerup Sessions, hvor dansk-iranske Farahani optræder.

Torsdag d. 12. juni kl. 16-18: Falafel-workshop hos Madkiosk á la Gellerup, Lottesvej/Karen Blixens Boulevard. Du kan bestille billetter til workshoppen her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.