De mange bygge- og renoveringsprojekter i Gellerup-området fører nu til en række job til lokale unge. Lige nu løser ca. 10 unge mænd i Lokalsjakket opgaver hos NCC og andre bygge-aktører i området. De fleste håber på at få fuldtidsjob eller en læreplads i byggebranchen.

“Lokalsjakket” står der på ryggen af de unge mænd, som lige nu er i gang med at sætte hegn op på byggepladsen ved blok B6 på Gudrunsvej.

Renoveringen af den første af de høje boligblokke ud mod Åby Ringvej er for nylig gået i gang. Entreprenørvirksomheden NCC står for arbejdet, og det er aftalt, at der som en del af projektet bliver jobs til flere unge fra Gellerup-området.

NCC har i første omgang indgået an aftale med Lokalsjakket, der er et projekt, der drives af Livsværkstederne. Lokalsjakket har tilknyttet en række mennesker, som af forskellige årsager har været langt fra arbejdsmarkedet. De kan hyres til på timebasis at løse forskellige opgaver hos virksomheder og organisationer.

Det betyder, at blandt andet byggevirksomheder kan hyre medarbejdere fra Lokalsjakket til at løse forefaldende opgaver, for eksempel med at opsætte hegn eller rydde op på byggepladsen.

Modellen rummer flere fordele for både de unge i Lokalsjakket og for virksomhederne. De unge medarbejdere får vist sig frem for virksomhederne, der omvendt får mulighed for at se mulige medarbejdere an, før de fastansætter dem.

“Hele pointen er, at man starter i Lokalsjakket og lærer byggepladserne at kende, samtidig med at man får lidt erfaring i bagagen og får givet et godt indtryk,” forklarer Mahmoud al-Hatto, som er projektleder og mentor i Lokalsjakket.

Han sørger hver dag for, at der møder et hold fra Lokalsjakket op og løser de opgaver, NCC og de andre entreprenør-virksomheder i lokalområdet har bestilt dem til.

27-årige Mahmoud al-Hatto har i forvejen erfaring fra byggebranchen, blandt andet som ansat hos MT Højgaard under opførelsen af Kløverskolen.

Han har lige nu 10 medarbejdere i Lokalsjakket, hvoraf nogle allerede har i nærheden af 37 timer om ugen, mens andre har lidt færre timer. Ud over NCC arbejder de også for Nordstern og Brabrand Boligforening under renoveringen af Søvangen og for JCN Bolig, der er i gang med boligbyggeri på Trille Lucassens Gade og Gudrunsvej.

“Det skaber motivation at opleve, at andre knokler på”
Mahmoud al-Hatto har en nøglerolle i projektet. Han træffer aftaler med byggevirksomhederne, og han er samtidig en støtteperson for de unge medarbejdere, hvoraf flere har haft nogle omveje på vej ind på arbejdsmarkedet.

Han kender selv til at kæmpe sig vej mod et job, selvom han ikke har en uddannelse at vise frem. Han kommer fra en familie, hvor mange er højtuddannede, blandt andet læger og ingeniører, men han har som den eneste valgt en anden vej:

“Jeg har selv lidt forskelligt i bagagen. Jeg har aldrig fået en uddannelse men har til gengæld en masse arbejdserfaring. Jeg har altid kunnet finde ud af at snakke med andre mennesker, og det har givet mig nogle muligheder.”

Han takker MT Højgaard for at have givet ham chancen i byggebranchen, og nu drømmer han om at være med til at hjælpe andre fra Gellerup-området i gang.

“De folk, vi ansætter, skal være nogle som gerne virkelig vil det. Man skal ha´ lysten til at komme videre i sit liv. Det er helt i orden, at man har haft en fortid, hvor man måske har døjet med nogle ting. Hele pointen er at få folk i gang. Det vigtigste er at man er klar til at leve op til kravene – at man kommer til tiden og viser et engagement,” siger Mahmoud al-Hatto.

Han sammensætter arbejdsholdene ud fra sit kendskab til de enkelte medarbejdere.

“Hele pointen er, at man er et team, og man hjælper og lærer af hinanden. Det er virkelig dejligt at opleve det sammenhold og engagement, drengene viser, når opgaverne skal løses.”

Han oplever en stor interesse for at komme i betragtning til en ansættelse i Lokalsjakket:

“Vi får mange henvendelser fra folk, som gerne vil arbejde hos os. En del af de her unge har været rigtig meget igennem men vil gerne videre i deres liv. Og det skaber motivation at opleve, at andre knokler på,” fortæller han.

Han erkender, at nogle falder fra igen, mens andre ser en fremtid i byggebranchen. Nogle beslutter sig også for at søge en læreplads.

Aftaler med byggevirksomheder
I en årrække har den fysiske omdannelse af Gellerup været i gang – og den ventes at fortsætte nogle år endnu. Det giver ikke kun støv og støj for beboerne – men også muligheder.

Entreprenørvirksomheden NCC har netop indledt renoveringen af de fem høje blokke i Gellerupparken, og det giver jobs til lokale unge, som ønsker at arbejde i byggebranchen. Foto: Brabrand Boligforening.

I Det boligsociale hus ser beskæftigelses-koordinator Jan Andersen en del især unge mænd, som har haft svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet, men som nu får chancen via aftaler, Brabrand Boligforening indgår med bygge-virksomhederne.

“Der er nogle unge, som både kan og vil arbejde i byggefagene – men som har svært ved at finde arbejde. Det er unge, der typisk ikke har et netværk i fagene, som forhåbentlig nu får vist sig godt frem,” siger Jan Andersen.

Mange af dem er folk, som gerne vil ha´ et fuldtidsarbejde eller en læreplads. Her kan de første skridt være at starte i Lokalsjakket og få vist sig godt frem.

Senere bliver der for en del mulighed for fastansættelse i byggefirmaerne. De har indgået i et samarbejde med Brabrand Boligforeningen om at fremme, at beboere fra lokalområdet får mulighed for uddannelse og beskæftigelse indenfor byggebranchen.

Desuden har også Landsbyggefonden en uddannelses-klausul i alle de renoverings- og byggeprojekter, de støtter. Det giver muligheder for de unge medarbejdere i Lokalsjakket.

“De arbejder til en normal timeløn, og der bliver stillet de samme krav til dem som til alle andre. De skal måske igennem en stejl læringskurve, men generelt gør de det virkelig godt,” siger Jan Andersen.

Gavner de unge, virksomhederne og hele området
Projektkoordinator Büsra Yücelbas hos NCC fortæller, at man i virksomheden er vi meget glade for samarbejdet med Lokalsjakket i Gellerup.

“Som en del af det daglige samarbejde oplever vi, hvordan de unge møder op med stor motivation og ansvarsfølelse. De bidrager ikke bare til arbejdet på byggepladsen – de er også med til at skabe positiv forandring i deres eget lokalområde,” siger hun.

“En særlig styrke ved Lokalsjakket er, at de unge ofte selv bor i området og er kendt blandt beboerne. Det skaber en naturlig tillid og gør en stor forskel i vores daglige dialog med beboerne. Det er en gevinst, både i forhold til samarbejdet og i håndteringen af eventuelle udfordringer eller misforståelser på og omkring byggepladsen.”

Hun tilføjer, at samarbejdet med Mahmoud al-Hatto og Livsværkstederne fungerer rigtig godt. Han har en stærk forståelse for både byggebranchen og de unges behov, og det gør en stor forskel i hverdagen, siger Büsra Yücelbas:

“Vi ser det som en vigtig del af vores rolle i Gellerup at støtte lokal beskæftigelse og give unge en reel mulighed for at få fodfæste i byggebranchen. Det er en indsats, der både gavner de unge, virksomhederne og hele området.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.