Første skoledag er altid noget særligt. Især på Kløverskolen i Gellerup, som i dag slog dørene op og bød velkommen til skolens elever for allerførste gang nogensinde. Aarhus Kommune er blevet en ny folkeskole rigere.
Titusindvis af børn og unge vender i dag tilbage til de århusianske folkeskoler efter en lang sommerferie. Første skoledag er altid noget særligt. Det gælder for både lærere og elever og især for de godt 3.000 børn, som her til morgen har iført sig skoletasken for første gang i livet og fundet vej til børnehaveklassen.
På Kløverskolen i Gellerup er dagen ekstra særlig. Her begynder ikke blot et nyt skoleår, men en helt ny folkeskole i Aarhus Kommune. Derfor var der pyntet op til den helt store medalje, da der for allerførste gang trådte elever ind over skolens dørtærskel, og de blev modtaget af Kløverskolens medarbejdere og nyudnævnte skoleleder, Helle Mønster.
“Det er utrolig dejligt endelig at kunne åbne dørene og tage imod alle de glade børn og unge, som nu skal til at have deres hverdag her på skolen sammen med os medarbejdere. Vi har knoklet for at blive klar og få det sidste på plads til i dag. Det er gået godt og efter planen, og nu manglede vi sådan set bare den sidste og allervigtigste ingrediens; alle børnene,” siger Helle Mønster, som ser frem til at få gang i undervisningen og dagligdagen på den nye skole.

Der var masser af flag og fællessang, da Kløverskolens yngste elever, 0. klasse, blev budt velkommen.
“Allerede for knap et år siden gik jeg og alle de dygtige medarbejdere fra Ellehøjskolen i gang med forberedelserne til en ny hverdag med projektbaseret læring her på Kløverskolen. Gejsten har lige siden været virkelig god og stor blandt medarbejderne, og vi glæder os helt enormt meget til at skabe en god og tryg hverdag her på Kløverskolen, hvor børnene kan trives og have det godt, og hvor de vil blive mødt af spændende og motiverende undervisning,” siger skolelederen.
Også rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, glæder sig over, at Kløverskolen nu er åbnet:
“Jeg har tidligere været forbi og set, hvordan byggeriet af den flotte og topmoderne skole var undervejs, og jeg har været fuld af positive forventninger. En skole er jo først for alvor en skole, når den summer af liv fra elever, lærere og pædagoger. Det gør den i dén grad nu, og jeg må sige, at alle de glade, smilende og forventningsfulde børn og voksne, kun har gjort Kløverskolen endnu flottere,” siger Thomas Medom og lykønsker alle med den nye lokale folkeskole i Gellerup.
“I dag er en særlig dag for alle på Kløverskolen, og især for de nye børnehaveklasseelever, som starter et nyt kapitel i deres liv. Jeg tror fuldt og fast på, at Kløverskolen bliver en folkeskole, hvor børnene kommer til at lære og udvikle sig, og hvor de har det godt. Og jeg tror på, at Kløverskolen bliver en attraktiv folkeskole i Aarhus Kommune, som kan spille en helt central rolle i udviklingen af hele lokalområdet,” siger rådmanden for Børn og Unge.
















