Søndag d. 17. august kl. 14-18 kommer gade-idrætten igen til Brabrand. Hele eftermiddagen bliver Skovgårdsparken omdannet til ét stort street-univers med basket- og fodboldturneringer, glitter, dance battles, street art og masser af energi.
Det er blevet tid til årets Street GAME – og traditionen tro kommer gade-idrætten også forbi Brabrand – denne gang Skovgårdsparken.
GAME er en non-profit gadeidrætsorganisation, som siden 2002 har arbejdet for at skabe varige sociale forandringer gennem unge-ledet gadeidræt. GAME uddanner unge til ledere og rollemodeller inden for gadeidræt.
“Vi glæder os til at se jer alle på asfalten søndag d. 17. august kl. 14 – 18,” lyder det fra Kirstine Pahuus Lassen, som er ansvarlig for playmaker-programmet i Aarhus.
Playmakere er unge, lokale frivillige, som GAME uddanner til at drive ugentlige træninger og andre fede aktiviteter i boligområder. Playmakerne er rollemodeller og er en vigtig del af de sociale forandringer, som GAME arbejder for.
“Vi glæder os til at fejre gadeidrætten med musik, turneringer, konkurrencer, skills-show, ansigtsglimmer, graffiti-maling på t-shirts og masser af præmier og sjov,” siger Kirstine Pahuus Lassen.
Blandt andet kan du glæde dig til streetfodbold- og basketturneringer i løbet af eftermiddagen. Det er et event for både børn og voksne – og det er naturligvis gratis at deltage, lover GAME.
Der er åbent for tilmeldinger på dagen (kl. 14.00 – 14.30), og alle kan være med.

Street GAME samler traditionen tro både børn og voksne til aktiviteterne. Billedet er fra arrangementet i Gellerup i 2023. Foto: GAME.
















