1001 Nats Eventyr er kendt for at sætte fantasien i sving hos både børn og voksne. Og nu inviterer Brabrand Billedskole til en workshop, hvor børn i alle aldre kan bidrage til at skabe en farverig og fortryllende landsby. Installationen bliver udstillet på Dokk1 på en kommende Kulturbazar.
Måske kender du fortællingerne om Aladdin og Ali Baba og De fyrretyve Røvere – og den fortryllende verden af flyvende tæpper, magiske lamper, skjulte skatte og modige helte og heltinder.
I den kommende weekend kan du i beboerhuset Laden på Edwin Rahrs Vej slippe fantasien løs på en workshop, hvor du kan være med til at skabe en farverig og fortryllende kunstinstallation til den kommende Kulturbazar på Dokk1.
Workshoppen faciliteres af billedkunstner Didde Rose, som i de seneste otte år har specialiseret sig i kollaborative og sociale kunstprojekter, hvor deltagerne har stor medbestemmelse i værkernes udtryk.
Kunstværket tager som nævnt udgangspunkt i de kendte fortællinger fra 1001 Nats Eventyr. Værket bliver en sanselig installation bestående af små huse og figurer, der tilsammen udgør universet i fortællingerne.
Helt konkret kan du bidrage til at skabe en masse figurer i lufttørrende ler, som skal bo i byen Bagdad, hvor et af eventyrene udspiller sig. Til sidst maler deltagerne figurerne med UV-maling, så de lyser op i mørket.
I denne uge har Didde Rose været i gang med at skabe selve byen, der bliver rammen om kunstværket. Hun håber, at mange vil dukke op og bidrage til at skabe en magisk landsby.
“Vi modellerer små figurer i ler, for eksempel mennesker, dyr, køretøjer, træer, frugter eller andet, du synes hører hjemme i eventyrbyen. Jeg vil gerne holde det helt åbent, så børnenes fantasi kan få frit spil,” siger Didde Rose, som er en af i alt fire kunstnere, som er involveret i projektet.
Projektet er ledet af kulturformidler Shaymaa Najjar, som i foråret vækkede en masse børns fantasi med højtlæsning og samtaler om de magiske eventyr.
Det næste store skridt er den store børnefestival, Kulturbazar, på Dokk1 lørdag d. 13. september, hvor der bliver afsat et stort areal til en kunstudstilling og forskellige børneaktiviteter.
Projektet er blevet til i samarbejde med spillestedet Turkis, Børnekulturhuset og Aarhus Bibliotekerne og med økonomisk støtte fra Gellerup Kulturmidler.
“Jeg håber, at en masse mennesker kommer og oplever resultatet af det hele på Dokk1. Jeg tror, det bliver et meget anderledes og overraskende resultat,” siger Didde Rose.
1001 Nat Kunstworkshop: Lørdag d. 23. august og søndag d. 24. august, begge dage kl. 14.00–15.30. Sted: Laden, Edwin Rahrs Vej 6B. Alle er velkomne. Læs mere i begivenheden her.















