Efterårsferien nærmer sig, og det er fælles tid for mange familier i lokalområdet. Her får du et overblik over nogle af mulighederne for at deltage i aktiviteter i dit nærområde.
Måske kender du Robinson Ekspeditionen fra tv? I reality-showet, der blev vist første gang i 1998, bliver deltagerne udsat for en masse fysiske og psykiske prøvelser.
Så vildt går det ikke for sig torsdag i efterårsferien, hvor Verdenspladsen midt i Gellerup lægger fliser til Familie Robinson:
“Tag hele familien med til en sjov og aktiv eftermiddag i ægte Robinson-stil! I dyster mod andre familier i fem sjove discipliner, hvor mindst én voksen og ét barn fra hver familie deltager,” lyder det i arrangørernes invitation.
Disciplinerne er udholdenhed, styrke, samarbejde, hurtighed og præcision, og det er gratis at være med. Det foregår kl. 14.00–17.00 på adressen Karen Blixens Boulevard 23-27, og man møder bare op – der er ingen tilmelding.
Men ud over Familie Robinson er der masser af andre aktiviteter i Gellerup-området. For eksempel inviterer Globus 1, Gudrunsvej 3A, mandag, tirsdag og onsdag børn og børnefamilier til at være med til en uge fyldt med leg og bevægelse for hele familien, hver dag med dette program:
- 09.00–11.30 – Hop og leg i hallen for de yngste (0–6 år)
- 12.30–15.00 – De større børn får fart på banen og masser af sjov
- 09.00–15.00 – Åben bordtennis for alle, hele dagen
Øv dig i at cykle – eller hyg jer med højtlæsning
Mandag og tirsdag kl. 12-15 er der mulighed for at øve sig i at cykle i trygge rammer på den nye cykeløvebane, der ligger på parkeringspladsen foran blokken Jettesvej 29-31. Tirsdag er der officiel åbning af banen, og der serveres sunde snacks og drikkevarer.

Mandag og tirsdag i efterårsferien kan du øve dig i at cykle på cykeløvebanen ved Jettesvej.
Tirsdagen byder også på indendørs hygge, når Gellerup Bibliotek i tidsrummet kl. 16.00-16.30 inviterer til hyggelig højtlæsning på biblioteket.
Der læses højt af de to læse-bedstemødre Margit eller Eva, så I skal bare møde op, læne jer tilbage og nyde en hyggelig stund på biblioteket. Bøgerne er for de mindste i alderen 2-5 år, men alle er velkomne.
Hygge og uhygge
Onsdagen er fyldt med halloween-uhygge og -hygge i beboerhuset Laden, Edwin Rahrs Vej 6B, hvor afdelingsbestyrelsen i Toveshøj, Børnekulturhuset, Familie Netværk og Det Boligsociale Hus i tidsrummet kl. 11-14 står for kreative aktiviteter: Du kan lave din egen maske – og du bestemmer selv, om den skal være uhyggelig, sjov eller eventyrlig.
Du kan også skære frugt og grønt i halloween-temaer eller lave sunde madpakker sammen med tandfeen Marwa.
Torsdagen byder som tidligere nævnt på Robinson for hele familien, mens der i tidsrummet kl. 15-17 også er mulighed for bare at hygge og slappe af i Torsdagsværkstedet på Gellerup Bibliotek.
Det er et kreativt samlingssted for børn mellem 7 og 12 år og deres familier.
Du kan prøve nye ideer, værktøjer og forskellige teknikker, når biblioteket hver torsdag slipper kreativiteten løs i bibliotekets maker space.
OL i tandsundhed
Fredag i efterårsferien står i tandsundhedens tegn. Kl. 13-15 inviterer Skovgårdsparken til Olympiske Lege i Tandsundhed i Brabrand Boligforenings fælleslokaler på Ingasvej 66.
Her kommer deltagerne til at dyste i kategorierne kuglestød med tandpasta og sækkeløb. Desuden er der quiz og bingo – og til sidst er der præmier og kakao.
















