Salling Fondene donerer 1,7 millioner kroner til udvidelsen af Røde Kors Aarhus’ netværkshus i Gellerup. Donationen skal sikre, at Røde Kors Hus Vest fremadrettet kan tilbyde netværk, fællesskab og støtte til områdets beboere i en tid, hvor behovet kun vokser.

Røde Kors Hus Vest i Gellerup er i dag et velbesøgt og populært samlingssted. Hver uge mødes op mod 375 mennesker til sociale aktiviteter, sprogtræning, netværksfællesskaber og rådgivning. Den store efterspørgsel betyder, at huset nu får brug for mere plads. Med donationen kan netværkshuset udvides og fremover rumme op mod 750 deltagere om ugen.

”I Salling Fondene er vi glade for at kunne støtte udvidelsen af Røde Kors’ netværkshus i Gellerup. Med de nye rammer bliver der plads til endnu flere fællesskaber, aktiviteter og gode oplevelser for områdets beboere. Vi ser frem til at følge, hvordan huset fortsat kan være et samlingspunkt, hvor mennesker mødes og inspireres,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Behovet for fællesskaber vokser
Med donationen fra Salling Fondene kan der nu etableres nye og større lokaler, som gør det muligt at invitere op mod 750 mennesker ind i husets fællesskaber hver uge. Røde Kors Aarhus forventer, at udvidelsen vil skabe bedre rammer for trivsel, forebygge ensomhed og styrke sundheden blandt beboerne i et af Danmarks mest belastede boligområder.

”Vi kan se, hvordan behovet for fællesskaber og social støtte i Gellerup vokser. Samtidig har vores fysiske rammer sat en naturlig begrænsning for vores aktiviteter i området. Med Salling Fondenes generøse donation får vi ændret på det. Nu kan vi både skabe mere plads og udvide de tilbud, som styrker fællesskab og trivsel i området. Det kommer til at gøre en mærkbar forskel for rigtig mange mennesker,” siger Niels Højberg, formand i Røde Kors Aarhus.

Røde Kors Hus Vest inviterer ugentligt indenfor til 13 forskellige sociale aktiviteter, som drives af 75 frivillige. Udvidelsen gør det muligt at tilbyde fællesskab til endnu flere.

Et samlingspunkt i hjertet af Gellerup
Røde Kors Aarhus har drevet et netværkshus i Gellerup siden foråret 2021. Netværkshuset deler lokaler med en stor genbrugsbutik, som i forbindelse med ombygningen også får ny indretning. Det betyder ekstra gode tilbud på udvalgte møbler frem til jul, inden ombygningen går i gang i starten af januar.

De nye lokaler forventes at stå klar til brug i slutningen af marts.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.