I Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken bor der i dag 5.239 mennesker fordelt på 2.272 husstande. Her arbejder den boligsociale helhedsplan tæt på beboernes hverdag. Årsrapporten for 2025 giver et samlet billede af aktiviteterne og de resultater, der er skabt i løbet af året.
Det boligsociale arbejde skal understøtte en positiv udvikling gennem både individuelle indsatser og stærke fællesskaber.
I 2025 har helhedsplanen haft et særligt fokus på demokrati, mental sundhed og tandsundhed – som en del af et bredere arbejde med uddannelse, beskæftigelse, sammenhængskraft og kriminalitetsforebyggelse.
Indsatserne tager afsæt i hverdagslivet i boligområderne, hvor medarbejderne får mulighed for at åbne døre, tage samtaler og stå ved et andet menneskes side.
Det sker blandt andet, når der skabes rammer for ny lektiehjælp for indskolingselever i Skovgårdsparken, og når der gennem forløbet Frirum arbejdes målrettet med mental trivsel.
Det Boligsociale Hus er omdrejningspunktet for indsatsen og et sted, hvor børn, unge, voksne og familier mødes dér, hvor de befinder sig i livet.
“Vi tror på, at varige forandringer skabes i fællesskab. Når vi kombinerer individuelle indsatser med stærke lokale fællesskaber, styrker vi både livschancer og sammenhængskraft i området, siger Louise Buch Viftrup, boligsocial leder i Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken.
Den boligsociale helhedsplan drives af et tværfagligt team, hvor medarbejdere fra Aarhus Kommune, Mentornetværket KVINFO og boligforeningerne sammen løfter de boligsociale indsatser i Gellerupparken, Skovgårdsparken og Toveshøj.
Arbejdet sker i tæt samarbejde med civilsamfund, boligforeninger, lokale foreninger, virksomheder, beboernetværk og lokale ildsjæle.
Samarbejde, tillid, mod og åbenhed er fundamentet for indsatsen og for de forandringer, der skabes. Disse værdier har præget arbejdet i 2025 og danner samtidig afsæt for den fortsatte indsats i 2026.
Årsrapporten for 2025 kan læses her og giver et uddybende indblik i indsatser, aktiviteter og resultater.
















