Aarhus Kommune har ansat Lene Schmidt-Sørensen som ny skoleleder på Kløverskolen. Hun erstatter Helle Mønster, som stopper på skolen 1. marts.
Lene Schmidt-Sørensen er kendt af alle på Kløverskolen, da hun indtil nu har været viceskoleleder på skolen. Inden da var hun også viceskoleleder på Ellehøjskolen.
“Med Lene får I en erfaren leder. Inden hun kom her, arbejdede hun bl.a. på Tovshøjskolen, hvor hun var pædagogisk leder. Hun er uddannet lærer og har diplommoduler i Ledelse samt evaluering,” skriver Børn og Unge-chef Stefan Møller Christiansen til skolens personale og forældre.
Desuden har hun suppleret sine kompetencer med bl.a. en AKT-uddannelse, et forløb om traumatiserede flygtningefamilier og genoprettende praksis.
Lene Schmidt-Sørensen ser frem til sine nye opgaver som skoleleder på Kløverskolen, ikke mindst i samarbejdet med personale, forældre og elever:
”På Kløverskolen står vi på et stærkt fundament med projektbaseret læring og inspirerende læringsmiljøer, som vi kan se styrker elevernes nysgerrighed, lyst til at lære og de gode fællesskaber,” siger hun.
Hun har både modet og lysten til nu at gå forrest i skolens fortsatte udvikling:
”Jeg vil gøre mit, for at vi både kan fastholde og udvikle vores faglige fokus og gro endnu bedre ind i rollen som lokalområdets skole: Vi vil både invitere forældrene ind og lade os invitere ud til alle de gode anledninger og arrangementer, som vi møder her i bydelen,” siger hun.
Den nye skoleledere vil gå til arbejdet som en nærværende leder og god teamspiller, fortæller hun:
”Jeg ser frem til at starte et nyt ledelsesfællesskab på Kløverskolen og til at samarbejde bredt for at gøre lokalområdets gode skole endnu bedre.”
Hun starter som skoleleder på Kløverskolen den 1. april.
















