Snakken gik ved bordene, da 50 deltagere mandag aften mødtes til arrangementet Mad & Meninger i Laden i Toveshøj. Bag arrangementet stor to beboere og veninder fra den samme opgang på Lenesvej, Suma Hassan og Liff Thestrup. De ønskede at tale om de mange myter og historier, mange har om lokalområdet.
Da Liff Thestrup for tre år siden flyttede ind i sin nye lejlighed på Lenesvej, mødte hun Suma Hassan på trappen.
“Jeg præsenterede mig og sagde, at jeg var flyttet ind oppe på 3. sal. Men du sagde: “Nej, du bor ikke her. Du skal besøge nogen, er det det, du mener? Du ligner ikke én, der bor i Gellerup, du ligner én der bor i Risskov,” sagde Liff Thestrup henvendt til sin veninde, Suma Hassan, som stod ved siden af.
De to stod bag ideen til mandagens arrangement i Laden, hvor lokale kvinder havde lavet mad, og bydelsmødrene og de to lokale afdelingsbestyrelser sørgede for, at alt fungerede, som det skulle.
Inden maden blev serveret fortalte de to veninder om de mange fordomme og myter, de far blevet mødt af, da de flyttede ind på Toveshøj.
“Mange af mine venner sagde til mig, at jeg ikke kunne gå sikkert på gaden om aftenen, og at jeg sikkert ville blive slået ned. Men jeg kan sige, at jeg er meget tryg ved at gå herude, også sent om aftenen,” sagde Liff Thestrup – og Suma Hassan havde tilsvarende oplevelser:
“Jeg har boet i udlandet i mange år og flyttede for fire år siden tilbage. Folk sagde, at mine børn nok ville blive kriminelle. Men der skete heldigvis ikke noget som helst ved mine børn eller med mig. Vi er meget trygge og har gode naboer, og mine børn er velopdragne, går i gymnasiet og vil videre til en videregående uddannelse,” sagde hun.
“Så alt det der bliver sagt, det passer ikke. Vi går ude til sent om aftenen, vi er trygge og har det rigtig godt. Og lejligheden er bare det bedste, man kan finde her i området.”

Suma Hassan og Liff Thestrup bød velkommen til aftenen og fortalte om de mange myter og historier, de selv havde mødt, da de flyttede ind på Toveshøj.
Mad & Meninger for tredje gang
I dag er de to kvinder de bedste venner, og det var under en af deres utallige samtaler, at de kom på ideen om at invitere til mandagens arrangement.
“Vi laver mange forskellige ting sammen – vi går på udstillinger sammen og skriver begge to en del. Og så drikker vi en masse kaffe sammen, og jeg kender ikke nogen, jeg griner så meget med, som med Suma,” fortalte Liff Thestrup.
“Vi taler også meget om politik og er faktisk også tit uenige – men vi er rigtig gode til at være uenige.”
De to veninder havde talt om, at netop efter en hård valgkamp kunne der være brug for en aften, hvor beboerne kunne mødes og tale om de mange ting, der bliver sagt om deres lokalområde.
Derfor var det helt bevidst, at arrangementet var placeret aftenen før folketingsvalget. Og straks, da der var kommet mad på tallerkenerne, gik snakken ved bordene.
Mandag aftens Mad & Meninger var det tredje i en række af arrangementer. De tidligere har bydelsmødrene også været involveret i, blandt andet sammen med Det Boligsociale Hus.
Målet er hver gang at samle deltagere i alle aldre om et godt måltid mad og en snak på kryds og tværs hen over bordene.

Der blev budt på en farvestrålende buffet, inden samtalerne gik i gang omkring bordene i beboerhuset Laden.
















