Torsdag var en ægte festdag på Kløverskolen, der åbnede i august 2025. For første gang kunne skolen invitere til skolefest, og elever og forældre fra 0. til og med 9. klasse mødte op til festlighederne, der omfattede fællesspisning, workshops samt diskotek for de ældste elever.

Torsdag sidst på dagen var der et mylder og et lydniveau, der oversteg det meste af, hvad den unge skole hidtil har lagt rammer til.

På torvet, der er Kløverskolens centrale rum, var der fyldt ved bordene, hvor familier sad og spiste, og snakken gik livligt overalt.

“Der er virkelig god opbakning til festen. Det er fantastisk at opleve. Det er første gang, vi holder skolefest for alle elever på én gang – lige fra 0. til 9. klasse. På Ellehøjskolen delte vi altid festerne op, fordi vi ikke havde plads til at huse alle elever og deres forældre på én gang,” fortalte skoleleder Lene Schmidt-Sørensen.

“Man kan se på eleverne, at de virkelig har gjort sig umage for at gøre sig klar til festen. Det er bare stort at komme til skolefest,” sagde den nye skoleleder med et smil.

Hun tiltrådte 1. april som skoleleder på Kløverskolen, efter at den hidtidige skoleleder Helle Mønster forinden var gået på pension.

Kast en bold mod klovnen – og grib flødebollen, hvis du rammer plet. Det gjorde mange af børnene på Kløverskolen.

Kong Gulerod for de yngste og diskotek for de store
Det var dog ikke muligt at samle alle elever til fælles spisning på torvet. Derfor var kun de yngste elever til og med 4. klasse og deres forældre samlet dér, mens de ældre klasser var samlet til spisning i klasselokalerne.

Senere åbnede en række boder med bl.a. salg af popcorn, chips, mulighed for ansigtsmaling, tegneværksted, og forskellige boldspil og flødebollekast i skolens idrætshal.

Desuden stod orkestret Kong Gulerod klar til at underholde de yngste børn med livemusik og en række sanglege.

Imens gjorde 5.-9. klasse sig diskotek i den anden del af skolen. Den første time måtte 5. og 6. klasser deltage. Den sidste time var kun for “de store” elever i udskolingen.

Kløverskolens nye idrætshal dannede rammen om mange af skolefestens aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.