I løbet af foråret har Gellerup Bibliotek haft stort fokus på at invitere kreative fællesskaber indenfor. Og i de kommende uger er der nye muligheder for at deltage i uformelle workshops på biblioteket, når Niamh Murray inviterer til håndarbejds-værksteder.

Da Verdenspladsen midt i Gellerup for nylig dannede rammen om en fælles klimahandlingsdag, mødte også den unge kaospilot Niamh Murray op og bød på en workshop i, hvordan man kan bruge garnrester til at være kreativ og flette armbånd og lave andre enkle projekter.

“Der var rigtig fin interesse for workshoppen. Især børnene var ret vilde med at fingerstrikke. Der var også en del interesserede voksne, som spurgte til, hvordan de kommer i gang med at lave noget med deres børn,” fortæller Niamh Murray.

“Men der var ikke så mange, som satte sig ned med tingene. Det håber jeg, de gør på torsdag,” tilføjer hun.

Her ser du endnu et af de enkle produkter, du let kan lave på en af de kommende workshops på Gellerup Bibliotek.

Torsdag d. 21. maj kl. 16-18 holder hun den første af fire gratis og uformelle håndarbejds-værksteder på Gellerup Bibliotek.

“Kom og vær med! Her kan børn, unge og voksne mødes om at skabe noget med hænderne. Man kan tage sit eget strikke-, hækle- eller håndarbejds-projekt med, lære noget nyt eller bare kigge forbi og være med,” lyder oplægget til eftermiddagen.

Hvis man ikke selv har et projekt med, vil hun præsentere en kreativ idé, man hurtigt kan gå i gang med. Det kan for eksempel være flettede armbånd, små strikkede figurer, mini-vævning eller lave forskellige accessories af garn.

“Der vil være fokus på fællesskab – at folk kan møde hinanden på tværs af generationer og etnicitet. Mit mål er at skabe et rum, hvor vi kan snakke med hinanden. Måske om ting, vi ellers ikke får snakket om i hverdagen. Der sker som regel noget, når vi får håndværk i hænderne.”

Hun medbringer betydelige mængder af garnrester og ideer til små projekter, så der er rigeligt at gå i gang med. Torsdag vil hun blandt andet vise, hvordan man let kan sidde sammen og flette små armbånd.

Som nævnt kan man også lære at strikke eller hækle eller få hjælp til igangværende projekter.

“Der er så mange ting, man kan lave med garnrester, og det er jo et meget bæredygtigt materiale. Jeg håber, at jeg også kan inspirere de voksne til, at de derhjemme let kan sidde og lave håndarbejde sammen med børnene,” siger hun.

Niamh Murray er uddannet kaospilot og ser muligheder i at arbejde med forskellige former for socialt iværksætteri, der bringer mennesker sammen i nye sammenhænge.

Håndarbejde Sammen: Torsdag d. 21. maj kl. 16-18 på Gellerup Bibliotek. De følgende workshops foregår d. 4. juni, 18. juni og 2. juli samme sted og i samme tidsrum. Læs mere her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.