Aarhus Kommune har nu endeligt droppet planerne om at opføre et nyt familiebad i Gellerup. Familiebadet skulle erstatte det slidte Gellerupbadet. Men som en del af årets budgetforhandlinger har politikerne besluttet i stedet at renovere det mere end 50 år gamle Gellerupbadet.
“Flere og flere borgere bruger kommunens svømmehaller, hvilket presser vandkapaciteten i Aarhus. Forligspartierne har et ønske om at give flere børn og voksne muligheder for at svømme.”
Sådan lyder det i det budgetforlig, som partierne i Aarhus Byråd sent torsdag aften offentliggjorde, efter at fordelingen af penge i kommunens budget for 2027 var faldet på plads.
Partierne er enige om ikke at arbejde videre med planerne om et familiebad i Gellerup. I stedet renoveres Gellerupbadet, som i dag er slidt og trænger til et løft, så de mange børn og voksne, der i dag bruger Gellerupbadet fortsat kan gøre det.
I mange år har Aarhus Kommune arbejdet med planer om at opføre et såkaldt verdensbad som en del af omdannelsen i Gellerup. Prisen var beregnet til ca. 400 mio. kr., og derfor har kommunen haft et konsulentfirma til at finde international finansiering til projektet.
Det lykkedes aldrig, og derfor blev planerne i 2021 nedskaleret til et familiebad til ca. 250 mio. kr. Samtidig blev der afsat 15 mio. kr. til det indledende arbejde.
Men nu har politikerne som nævnt endeligt opgivet planerne og vil nu i stedet arbejde på, at Gellerupbadet kan renoveres.
“Der er til familiebadet afsat 83 mio. kr., som nu kan anvendes til renovering af Gellerupbadet,” skriver politikerne i aftalen. Desuden anmodes Kultur og Borgerservice samt Teknik og Miljø om at søge økonomisk støtte fra fonde til projektet.
Opnås der støtte, vil den kommunale udgift til renoveringen af Gellerupbadet blive nedbragt og kan så bruges til andre projekter.
For at få et overblik og et samlet billede af svømmekapaciteten i Aarhus, beder politikerne nu Kultur og Borgerservice i samarbejde med Teknik og Miljø om at lave en analyse af de tilgængelige svømmefaciliteter i kommunen.
Desuden skal analysen se på, hvordan endnu flere borgere kan få adgang til at svømme, herunder i samarbejde med nabokommunerne.
“Analysen skal indeholde mulighederne for at udnytte de eksisterende svømmefaciliteter bedre – både i kommunens svømmehaller og på skolerne – samt mulighederne for etablering af yderligere svømmefaciliteter,” står der i aftalen.
Penge til social-området
2027-budgettet indeholder et samlet løft af velfærden på omkring 2 mia. kr. over budgetperioden, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Dertil kommer knap 500 mio. kr. til blandt andet flere pædagoger og lavere forældrebetaling i dagtilbud som følge af nationale aftaler.
Aftalen indeholder desuden nødvendige økonomiske prioriteringer på socialområdet, hvor udgifterne er under betydeligt pres.
Her står byrådet sammen om en solidarisk ”socialprocent” på tværs af afdelinger. Sammen med ekstra tildelinger får socialområdet dermed et årligt løft på i alt 138 mio. kr., som skal imødegå områdets strukturelle udfordringer, og dermed holde hånden under kommunens mest udsatte borgere.
”Et godt budget skal kunne mærkes i århusianernes hverdag. Derfor investerer vi i flere voksne omkring børnene, bedre og billigere kollektiv transport og bedre fremkommelighed. Vi skal samtidig skabe gode rammer for de virksomheder, der er med til at skabe arbejdspladser, vækst og udvikling i Aarhus. Og vi skal have en stærk velfærd, hvor vi passer godt på dem, der har mest brug for os. Det er den balance, vi har fundet sammen i det her budget,” siger borgmester Anders Winnerskjold i en kommentar til aftalen.
Grøn kile langs Brabrandstien
Blandt de mange andre elementer i budget-aftalen har partierne bl.a. besluttet at tilføre 10 mio. kr. varigt fra 2027 til en ny kollektiv trafikkøreplan, som kan understøtte et godt og sammenhængende busnet i både by og opland.
Forligspartierne er samtidig enige om at videreføre den høje frekvens på de tre buslinjer 3A, 4A og 6A.
Desuden er partierne enige om, at Teknik og Miljø skal arbejde videre med udviklingen af en samlet bevaring af og vision for Aarhus Å som en sammenhængende blågrøn kile med fokus på klima, biodiversitet, natur og rekreative forbindelser.
Arbejdet skal afdække mulighederne for ekstern medfinansiering og i øvrigt ske i sammenhæng med øvrige relevante planer og indsatser.
Teknik og Miljø anmodes om at vende tilbage med et konkret forslag til det videre forløb og eventuelle prioriteringer til Magistratens budgetforslag 2028.
















