I onsdags var der endnu en gang trængsel i køkkenet hos Folkehuset Gellerup. Her var ildsjæle i foreningen Aarhus Afro værter for en række studerende fra Sosu Østjylland. På programmet var et somalisk festmåltid – og en god snak om madkultur og samvær på tværs af forskellige baggrunde.

“Jeg har mange spørgsmål. Jeg er meget nysgerrig efter at høre om de forskellige ingredienser, og hvordan vi bruger dem . Det er meget spændende at lære nye ting og få andre perspektiver på vores verden.”

Der var de somaliske trekantede dej-stykker med lækkert fyld på menuen, da de studerende fra Sosu Østjylland var på besøg.

Det sagde ukrainsk-fødte Liubov, som netop er begyndt på social- og sundhedsassistent-uddannelsen på SOSU Østjylland.

Sammen med sine medstuderende var hun onsdag gæst hos foreningen Aarhus Afro i køkkenet hos Folkehuset Gellerup. Her var somalisk madlavning og kulturforståelse på programmet.

Ildsjæle fra Aarhus Afro var værter for de studerende fra Sosu Østjylland. Sammen stod de i køkkenet og tilberedte et somalisk festmåltid. Og undervejs fik de en god snak om madkultur og samvær på tværs af forskellige baggrunde.

“Kvinderne her viser os, hvordan vi kan lave somalisk mad. Jeg synes, det er meget interessant, fordi jeg er fra Ukraine, og jeg er meget interesseret i afrikansk og særlig somalisk kultur. Jeg er meget nysgerrig efter at lære nyt,” sagde Liubov, som har boet seks år i Danmark.

“I vores arbejde kommer vi tæt på borgerne og lave også mad til dem. Det hjælper os som assistenter at forstå andres værdier og kultur, så vi kan finde de bedste løsninger, der dækker deres behov,” tilføjede hendes medstuderende, Naimo, som har somaliske rødder.

“Vi står side om side og laver maden og får forklaret en masse om ingredienser og arbejdsformer.”

Fællesskab i køkkenet
Naimo var i forvejen på hjemmebane, da de trekantede stykker dej med grøntsags- og kød-fyld er en velkendt ret til somaliske familiefester, blandt andet under ramadanen.

“Jeg synes, det er rart at opleve, hvordan vores mad tilberedes og smages af andre,” sagde hun med et smil.

Maryan Hayir, som er initiativtager til madklubben, glæder sig over, at Sosu Østjylland endnu en gang kom forbi og tog sig tid til både madlavning og samtaler med værterne. Sosu Østjylland betalte for råvarerne, mens madlavningen foregik i fællesskab i køkkenet.

Blandt de frivillige fra Aarhus Afro var somaliske kvinder samt kvinder med irakisk og syrisk kurdisk baggrund.

“Vi er rigtig glade for at vise, hvilke aktiviteter vi har her i folkehuset, og at vi kan give et lille bidrag til, at de nye sosu-assistenter lærer at begå sig i mange forskellige kulturer,” siger Maryan Hayir.

De studerende fra Sosu Østjylland arbejdede side om side med de frivillige i Aarhus Afro.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.