Den fysiske omdannelse af Gellerup giver nye muligheder for en række af lokalområdets unge mænd, som håber på en fremtid i byggebranchen. Lasse Ertmann Garfield er manden, som skal skabe forbindelser mellem bygge- og håndværksvirksomheder og de håbefulde lokale unge.

Sociale klausuler. Det er et begreb, som i de senere år er blevet en del af en del af de mange renoverings- og byggeprojekter i Gellerup-området.

De betyder, at virksomheden som en del af aftalen forpligter sig til at ansætte en eller flere lokale medarbejdere på byggepladsen.

Lige nu er entreprenør-virksomheden NCC i fuld gang med at renovere de fem høje blokke langs Gudrunsvej. Og som en del af den aftale er der aktuelt ansat hele 14 Gellerup-beboere i projektet, heraf 4 lærlinge.

Aftalen mellem Brabrand Boligforening og NCC er et eksempel på, hvordan boligforeningen via sociale klausuler forsøger at skrue byggekontrakter sammen, så jobs til lokale beboere er en del af aftalen. Det betyder, at også under-entreprenører skal leve op til den sociale klausul for at få del i opgaverne.

Den type aftaler glæder Lasse Ertmann Garfield. Han er i den netop påbegyndte boligsociale helhedsplan ansat som boligsocial medarbejder med ansvar for at skabe kontakt – og helst ansættelses-aftaler – mellem lokale beboere og virksomheder, som skal løse opgaver i Gellerupparken, Toveshøj og Skovgårdsparken.

“Min fornemste opgave er at være med til at sikre, at de bygge-relaterede jobs der er, så vidt muligt tilfalder de lokale beboere,” siger han.

Opbygger netværk i lokalområdet
Lasse Ertmann Garfield er uddannet socialrådgiver og har de seneste seks år arbejdet som boligsocial medarbejder i andre almene boligområder. Her har han blandt andet stået for beboerrådgivning og ledelse af ungeprojekter.

Nu er han i fuld gang med at skabe kontakter og opbygge netværk i Gellerup-området. Blandt andet forsøger han at komme i kontakt med unge i bydelen, som håber på en fremtid i byggebranchen.

“Jeg skal være forbindelsen fra byggepladser og entreprenører og ud til beboerne. Derfor skal jeg ud og lære en masse mennesker at kende. Det tager naturligvis lidt tid, når man er ny i et område,” siger han.

Han oplever, at også de byggevirksomheder, som ikke har en social klausul tilknyttet kontrakten, generelt har et stort “socialt hjerte” og ønsker at bidrage med lokale ansættelser, hvor det er muligt.

Intro-forløb i samarbejde med Square One
Lige nu er flere byggeprojekter sat mere eller mindre i stå af de verserende retssager mellem beboere og Brabrand Boligforening. Det gælder blandt andet opførelsen af Karen Blixen Kvarteret på arealet mellem Lottesvej og Jettesvej, som A. Enggaard står for.

Derfor er der lige nu forholdsvis stille på byggepladserne. Men Lasse Ertmann Garfield er i fuld gang med at opbygge sit lokale netværk via lokale samarbejdspartnere som Lokalsjakket og Aarhus Kommunes jobcenter.

Han vil først og fremmest gerne bidrage til at forberede kommende ansatte på en hverdag på en byggeplads, så de har en tilstrækkelig arbejdsmarkeds-forståelse til, at de kan begå sig både i frokoststuen og ude på pladsen.

For at arbejde med de unges grundlæggende kendskab til arbejdsmarkedet forbereder han i samarbejde med iværksætterhuset Square One et kort forløb, hvor fire unge ansættes til en uges konkret lønnet projektarbejde – herunder at skrive og sende en ansøgning, deltage i en samtale og løse de konkrete opgaver, de bliver stillet i løbet af ugen.

“Det vil give dem en forsmag på et ansættelses-forhold, og hvilke krav der typisk stilles af en arbejdsgiver,” forklarer han.

“Det er vigtigt, at de personer, vi henviser til bygge-virksomhederne, har følelsen af at kunne lykkes.”

Lokalsjakket er en af de lokale aktører, som han får et tæt samarbejde med. Initiativet er organiseret som en del af Livsværkstederne og tilbyder arbejdsopgaver, som er for kortvarige til, at virksomheder eller organisationer kan ansætte en person til at udføre.

Lokalsjakket er på få år blevet en stor succes, og lokale borgere uden for arbejdsmarkedet kan her opleve at være en del af et arbejdsfællesskab.

En del ledige finder her glæden ved at have noget at stå op til, og Lasse Ertmann Garfield ser det som en af sine opgaver at være med til at hjælpe dem videre ind i fast ansættelse, praktik-forløb eller fleksjob.

Du kan komme i kontakt med Lasse Ertmann Garfield via email på laga@bbbo.dk eller på tlf. 3090 2159.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.