I Aarhus Kommune har pandemien ført til større ledighed fra 2019-2020. I de udsatte boligområder som for eksempel Gellerup og Toveshøj, er det dog lykkes at gå stik modsat. Her er flere beboere kommet i job og uddannelse.

I 2015 var over halvdelen af beboerne i de udsatte boligområder som Gellerup og Toveshøj på kommunal forsørgelse. I 2020 er det faldet til under 45 procent. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. Ifølge Social- og beskæftigelsesrådmand, Kristian Würtz, skyldes denne udvikling de lokale jobindsatser, som foregår helt tæt på beboerne.

“Der er virkelig grund til at glæde sig over udviklingen. Hver gang en far eller mor kommer i job, er det et løft for den enkelte og for familien. Det gælder både økonomisk og socialt, og det sætter en positiv retning for børnene,” udtaler Kristian Würtz i meddelelsen.

Der har de seneste år været mange fremskudte indsatser i for eksempel Gellerup og Toveshøj, hvor jobkonsulenter og virksomhedskonsulenter har afholdt jobcaféer og jobdating. Her har kandidater og arbejdsgivere kunne mødes udenom alle de langsommelige jobsøgningsprocesser.

Herudover har der i Gellerup været lokale udviklingsprojekter i gang, som blandt andet Opgang til Opgang.  I dette projekt arbejder man på at skabe tillidsfulde relationer til familier med hele familien i fokus, yder jobhjælp og støtter familier i at bryde den negative spiral.

Alle disse lokale indsatser har været medvirkende til, at beboere i job er steget med hele 19 procent i de udsatte boligområder i Aarhus. På samme måde er antallet af beboere i flexjob steget med hele 58 procent.

“Flere kommer i job og bliver selvforsørgende. Det er et kæmpe skulderklap til alle, der har aktier i jobindsatsen og det sociale arbejde. Det gælder de virksomheder, som åbner døren. Det gælder kommunens medarbejdere, boligforeningerne og de frivillige kræfter. Og selvfølgelig også de ledige, som kaster sig ud i det, selvom det for nogle kræver mod. Nu handler det om at fortsætte de gode takter, selvom pandemien stadig udfordrer os,” siger Kristian Würtz.

Du kan læse hele pressemeddelelsen her.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.