Weekenden har været som en tur på rodeo-tyren for somalierne i Århus. Først var ca. 800 af dem i Legelandet på Holmstrupgårdsvej, så blev samtligere somaliere i Århus udelukket, fordi nogle af dem var urolige og generede andre gæster – og nu må de alligevel godt komme i Legelandet.
Indehaverne blev lørdag anmeldt for racisme til Dansk Center for Menneskerettigheder, og legeland skyndte sig at invitere Aarhusomali til møde lørdag aften.
Det hjalp. Legelandet indrømmede, at man ikke kan udelukke en hel nationalitet, blot fordi der var uheldige elementer imellem. De somaliske repræsentanter gjorde opmærksom på, at det var et klart brud på racismeparagraffen, og det virkede. Alle – uanset hudfarve og etnicitet – er nu velkomne igen.
De få urolige elementer får en snak med de somaliske repræsentanter. Omkring 800 somaliere var taget til legelandet for at fejre Eid, og nogle af dem kom op at toppes – så meget, at andre gæster fortrak fra stedet.
"Vi kan godt forstå, at han er nødt til at passe på sin forretning, og derfor vil vi nu kommunikere ud til somalierne, at man altså skal opføre sig ordentligt," siger Abdirashiid Sheikh.
Boykot?
Der er fortsat somaliere i Århus, der mener, at udelukkelsen skal have konsekvenser for Legelandet, eksempelvis en boykot. Debatten kører på Facebook lige nu, hvor flere mener, at der ikke skal føres dialog med Legelandet – men det skal boykottes.
I en pressemeddelelelse fra Aarhusomali er der glæde over, at Legelandet så hurtigt har indset fejlen.
"AarhuSomali har diskuteret, om sagen skal have konsekvenser for Legelands ejere. Vi vil i de kommende dage konsultere vores juridiske rådgivere om sagens videre forløb," hedder det i pressemeddelelsen, som er underskrevet af Abdirahman Iidle og Abdirashiid Sheikh.