Der er stadig mange kampe, kvinder er nødt til at kæmpe. En gruppe unge kvinder fra lokalområdet markerer på mandag d. 8. marts Kvindernes Kampdag med et stort online-arrangement, der sætter spot på bl.a. uddannelse og iværksætteri.

Kvindelige rollemodeller fra hele Brabrand kommer i centrum, når arrangementet løber over skærmen kl. 14.30-20.00. På programmet er en række af de ting, der  stadig er svært – især når man er en ung minoritetskvinde.

Det gælder blandt andet valg af uddannelse glæder og udfordringer ved at kaste sig ud i iværksætteri. Men kvinderne vil også tale om udfordringer i familielivet – som for eksempel om skam, der i nogle kulturer kan forfølge kvinder gennem hele livet.

”Vi vil gerne sætte fokus på de her emner og på den måde synliggøre dem og italesætte dem. Vi håber, at mange vil blive inspireret og tænke, ”når de kan, så kan jeg da også!””

Det siger Sara Achwah, som til daglig er ansat som netværks-koordinator i KVINFO. Hun blev inspireret til arrangementet ved at se på, hvordan man fejrer Kvindernes Kampdag i København. Tanken var egentlig at lave et storslået fysisk arrangement i Gellerup – men restriktionerne krævede i stedet en online-løsning.

Hun har sin daglige gang i Det boligsociale hus Yggdrasil, der står bag arrangementet sammen med Gellerup Live og KVINFO´s Mentornetværk.

”Vi vil gerne sætte fokus på kvindelige rollemodeller her fra Aarhus og især kvinder, som er synlige her i lokalområdet i Brabrand. Når man møder dem i hverdagen, kan man lettere prikke til dem og stille dem spørgsmål,” siger Sara Achwah.

Hun har været med til at udpege deltagerne, hvoraf de fleste enten er vokset op i Brabrand eller bor forskellige steder i lokalområdet. De bliver en del af debatter, der ledes af Inaam Nabil, Dalia El-Diraoui og hende selv. Du får lige hele programmet her:

14.30 Hvordan er det at være og elske en stærk kvinde? Mød Gellerups power-couple Mona Fahd og Simon El-Zeinab til en snak om forhold og fordomme.

15.30 Digtoplæsning v Tuka Halimah

16.30 Hvilke udfordringer møder man som ung kvinde, når man vælger en atypisk uddannelse? Mød kommende politibetjent Shaimaa Achwah og kommende præst Ida Tonsgaard Jakobsen

17.30 Hvilke glæder og udfordringer ligger der i at vælge iværksættervejen som kvinde? Modedesigner Rosa Faizzad, indehaver af Clinique Beauty, Fadime Zenal, og Rania Radi, stifter af opholdsstedet Florahuset.

18.30 Sang v. Mariana “Misho”

19.30 Det særlige arabiske ord “ayib”, som betyder skam, forfølger kvinder gennem hele livet og særligt minoritetskvinder. Kvindelogen 82dobbeltx taler om skam med journalist og podcastvært Souha Al-Mersal.

Du kan følge med, når Gellerup Live sender hele programmet live på Facebooksiden her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.