Gellerup-Scenens sidste forestilling – fængselskomedien ”De frivillige” er sat op af den Cannes-belønnede instruktør Frederikke Aspöck.
”Inden vi gik i gang med at sætte stykket op, lavede vi research inde i fængslerne, og så har vi brugt et par måneder på at øve stykket,” fortæller Frederikke Aspöck.
De fire personer på den frivillige isolationsgang har forskellige baggrunde, fra den pædofilidømte Niels til den tidligere ejendomsspekulant Markus Føns.  Markus er i begyndelsen traumatiseret over ikke blot at være indespærret i fængslet, men også af at være blevet overfaldet. Den fængselsbetjent, hvis nøgler han i begyndelsen får nervesammenbrud til lyden af, opmuntrer ham til at deltage i fængselskoret.
Overlevelse
Han møder her fangerne Niels, Simon og Peter. Det synliggøres her, hvorfor der på opslaget siges ”det handler om overlevelse”.  Kampen står om alt fra tempoet, som sangene skal synges i, (”Jens Vejmand” i et forrygende tempo), om der skal synges fra Højskolesangbogen eller fra Thomas Helmigs repertoire – og om hvilke domme, der er værst: Pædofilidomme eller bedrageri.
”Jeg har genereret milliarder til det her samfund,” siger Markus stolt. Han anerkender til slut, at hovmod står for fald, og at han kun ved at indordne sig fællesskabets rammer og regler kan finde ro og tilfredshed.

Det sidste teaterstykke på Gellerupscenen blev fra start til slut en forrygende opvisning.   

Loyalt S-medlem
Byrådsmedlem Aage Rais-Nordentoft overværede ”De frivillige”:

”Nu har du lige overværet det sidste stykke i Gellerupscenen, inden den lukkes. Hvordan kunne du stemme for nedlæggelsen?

”Man måtte jo være loyal over for partiet og det overordnede budget, der var blevet enighed om. Men skriv endelig, at jeg ikke kan se et Gellerup uden et teater, når Helhedsplanen er gennemført!”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.