Mandag eftermiddag præsenterede et fleral i byrådet et skoleforlig, og det ser ud til at Vestbyen går fri af skolelukninger, som vi har omtalt i en tidligere artikel.
Udsigterne var ellers ikke for gode, da den færdige skolestrukturanalyse blev offentliggjort, og Sødalskolen var en af de seks skoler, som rapporten anbefalede at lukke. Yderlige seks skoler var også i fare, og Ellekærskolen var en af disse.
Helhedsplan en vigtig faktor
I skoleforliget begrunder byrådet deres valg med, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at nedlægge skoler i Vestbyen. Både fordi skolerne på mange måder arbejder på at tiltrække flere børn fra eget skoledistrikt, og fordi Helhedsplanen på sigt forventes at give en anden beboersammensætning og yderlige tilgang af børn til området. Der står videre:
”Vestbyen er et område med mange børn, og der er brug for lokale skoler. Et omfattende arbejde med tidlige sproglige indsatser skal give børn med dansk som andetsprog et sprogligt løft og alderssvarende sprog ved skolestart – og dermed adgang til i højere grad at vælge en skole i området.”
Ellekær som en heldagsskole – færre børn busses
Udover de initiativer som allerede er sat i gang for at styrke de dansksproglige kompetencer hos børn, ønsker forligspartnerne også at gennemføre et femårigt udviklingsarbejde på Ellekærskolen med henblik på, at alle børn har et alderssvarende dansk ved skolestart og er klar til at gå i gang med og gennemføre en ungdomsuddannelse ved afslutningen af skoleforløbet.
Udviklingsarbejdet skal styrke og udvikle nye former for samarbejde mellem pædagoger i dagtilbuddene og lærere på skolen.
Nul bus-tvang fra Ellekærskolen
Dette betyder, at Ellekær kommer til at fungere som en heldagsskole, og forældre til børn med særligt sprogstøttebehov dermed selv kan vælge, om de ønsker deres børn skal blive på Ellekærskolen, eller om de ønsker at tage imod et tilbud om henvisning til en modtagerskole. I forvejen er Tovshøjskolen og Søndervangskolen heldagsskoler.