Lørdag slog Gellerupscenen dørene op for Gellerup Art Factorys festival kaldet GAF-festen. Her fik mange lokale talenter lov til at optræde for et nysgerrigt publikum, som havde fyldt hver eneste sæde op i tilskuerrækkerne.
Duften af krydret mad, klæder i alverdens farver og en summen af liv. Det var blandt indtrykkene som besøgende fra nær og fjern blev mødt af, da de bevægede sig ind til GAF-festen i lørdags.
Ved indgangen til scenen var der blandt andet en udstilling arrangeret af foreningen Usbekiske Initiativer, hvor man kunne købe traditionelle usbekiske klæder samt lækker mad. Foreningen arbejder for at etablere fællesskab og netværk mellem usbekiske familier i Danmark og bidrage til samfundet.
Der var også mulighed for at købe velsmagende arabisk og somalisk mad samt kaffe og kage. Mange besøgende satte sig ud i solen og nød deres mad, mens de tog en snak med venner og bekendte.
Andre, som var mere interesseret i forestillingerne, skyndte sig ind til scenen og uddelte klapsalver til de mange optrædende.
De unge damer fra Yallah.dk inspirerede tilskuerne med deres personlige
fortællinger om tabuer, det at være mellem to kulturer samt fordomme som de
støder på i deres hverdag.
I foyeren havde Gellerup Filmværksted, som giver børn og unge fra 12-30 år mulighed for at udvikle deres helt egen musikvideo og manuskripter, sat deres udstyr op og fremviste forskellige musikvideoer produceret af lokale sangere og rappere.
Sigrids Stue, som er et lokalt kunstværksted, havde også opstillet en bod, hvor de solgte poser designet af børn fra tegnestuen. Herudover var kunsterkollektivet Jupiter også til stede, både på scenen med en kunst-performance men også i foyeren, hvor pigerne fra You/Me solgte smykker som de selv havde lavet.
GAF-festen som er den første festival afholdt på Gellerupscenen i år, fik mange på tværs af etniciteter, foreninger og samarbejdspartnere til at mødes. Det blev en festlig dag, hvor der var plads til alle slags mennesker.
GAF-festens program indeholdte spændende indslag hele dagen lang. Der var både musik, rap, gøgl og fortællinger fra især unge fra Gellerup og Toveshøj.
Det var en stor glæde at se de optrædendes engagement og stolthed, da deres venner og bekendte heppede på dem og jublede højlydt under forestillingerne.
Ideen om Gellerup Art Factory stammer fra en inspirationstur til Spanien, hvor der findes mange forskellige ”kunstfabrikker” i nedlagte fabriksbygninger i Barcelona.
Ideen er, at man dels skal understøtte professionelle kunstnere ved at tilbyde ophold og lokaler. Til gengæld skal kunstnerne så afholde forløb, hvor lokale kan blive undervist i de kreative genrer.
Partnerne er Sigrids Stue, Cirkus Tværs, Gellerup Filmværksted og Rapakademiet.
Du kan kontakte Søren Stockmar fra Cirkus Tværs, hvis du gerne vil vide mere om Gellerup Art Factory, eller hvis du selv sidder inde med et projekt.
Mail: cirkus@mail.dk, tlf.: 30 30 99 19