I går aftes blev Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening enige om en aftaletekst, der sætter rammerne for Gellerup og Toveshøjs udvikling i årene frem til 2030.
Overordnet set bliver Gellerup og Toveshøj opdelt i tre kvarterer; Karen Blixen-kvarteret, Trille Lucassen-kvarteret og Toveshøj-kvarteret.
De tre nye kvarterer får hver deres særpræg, baseret på at der i teksten står at de skal have ”særlige identiteter, variation og velfungerende nabolag.”
De tre nye kvarterer. Screenshot fra aftalen.
To etaper
Omdannelsen foregår i to etaper, der starter med Gellerupparken.
Her skal syv blokke rives ned og ni blokke renoveres. Nogle blokke er allerede i gang med at blive renoveret.
Se mere i tabellen og kortet.
Etape to er hele Toveshøj, hvor 200 boliger skal nedlægges og ca. 350 boliger skal renoveres. Først i 2023 tages der stilling til hvilke blokke, det drejer sig om.
I alt skal 600 boliger nedrives og ca. 1100 boliger skal renoveres.
Tabel fra aftalen om udviklingsplan. Screenshot.
Genhusning
I forbindelse med genhusning af beboerne, har Brabrand Boligforening valgt at indgå i den aftale mellem BL – Danmarks Almene Boliger og Aarhus Kommune, som de i første omgang valgte at stå udenfor.
Det betyder at de berørte beboere bliver tilbudt en ny permanent bolig med en husleje på maks. 800 kr./m2 pr. år.
Kort over de berørte blokke. Grafik fra Brabrand Boligforening. Klik for stor.
”Trist aftale”
Anett Christiansen, afdelingsformand for Toveshøj, siger til gellerup.nu at aftalen der nu er indgået, er trist. ”I Toveshøj står vi med én renoveret blok – A17. Vi var i gang med den gode udvikling i forvejen men det er blevet stoppet. Vi ved ikke hvordan vi skal fortsætte nu. Det er svært.”
Anett Christiansen er fornærmet over det hun betegner som manglende dialog med kommunen:
”Det vi er mest fornærmede over, er at vi slet ikke har fået en dialog med kommunen. Og det har skabt en stor usikkerhed for beboerne.”
Hun vælger dog at se fremad:
”Vi har fået en plan med Aarhus Kommune som vi er uenige i. Men jeg tror det er godt vi har fået en plan, fordi vi har ventet alt for længe på den.”
”Det ringeste alternativ”
Også Abdinasir Jama, afdelingsformand i Gellerupparken, har hårde ord til aftalen:
”Jeg er stærk imod og kritisk over kommunens aftale med Brabrand Boligforening, da det er det ringeste alternativ for at opnå regeringens lovkrav,” siger han til gellerup.nu.
Han er ligesom Anett Christiansen kritisk overfor forhandlingerne med kommunen:
”Vi er alle interesserede i at løse opgaven vi fået stillet med udviklingsplanen, men kommunen kører en ensidig forhandling. Det er mere en plan for ændringer af arkitekturen i Gellerup end det er at løse problemerne i området.”
Han kritiserer kommunens fokusering på nedrivninger:
”Der er sat flere millioner for at hjælpe beboerne i arbejde, uddannelse og styrke medborgerskabet, men det har kommunen svækket ved at gennemtrumfe nedrivninger fremfor at styrke indsatserne.”
Han fortsætter:
”Beboerne har gennem flere år bidraget økonomisk med de indsatser der skulle gavne dem og andre i området, det er kommunen ligeglad med, det er nybyggeri der betyder mest for dem,” slutter Abdinasir Jama.
På både Toveshøj og i Gellerupparken skal der bygges nye boliger for at nå målet om maks. 40 procent almene boliger i 2030, og erhvervsbyggeri er også en del af planen.
Der bliver opført ca. 900 nye private boliger og ca. 17000 m2 erhverv.
Brabrand Boligforening har omdelt et informationsbrev til postkasserne i Gellerup og Toveshøj, der forklarer nærmere.
Aftaleteksten kommer op i Aarhus Byråd den 15. maj, hvor den ventes at blive vedtaget.
Den 27. maj er det repræsentantskabet i Brabrand Boligforening der skal tage stilling, og her er resultatet noget mere usikkert. Repræsentantskabet består af bestyrelsesmedlemmer fra Brabrand Boligforenings 31 afdelinger.
Brabrand Boligforening inviterer til informationsmøder hvor der bliver mulighed for at stille spørgsmål og få flere oplysninger. Der bliver også hængt informationsmateriale op i E&P-Huset på Karen Blixens Boulevard.