Forældre og repræsentanter for lokalområdet talte torsdag aften med stolthed i stemmen til de knap 40 studenter fra Gellerup og Toveshøj, som var samlet til fælles fejring af, at så mange unge i det udsatte boligområde tager en ungdomsuddannelse. ”I er fremtiden”, lød det blandt andet fra flere forældre.
Mens solen stod lavt over det, politikere og medier har valgt at betegne som et ghetto-område, myldrede det ind med unge med hvide huer med sorte, blå og røde kantbånd. Også forældre og beboere mødte talstærkt op til fejring af de mange lokale unge, som nu kunne kalde sig studenter.
Festen blev holdt på øverste etage af Aarhus Kommunes kontorhus, Blixens, hvor udsigten ud over hele bydelen er fantastisk, men hvor der på en lun sommeraften som denne var voldsomt varmt op grund af manglende air-condition.
Én for én blev de kaldt op og modtog diplomer, gaver og blomster af skoleleder på Tovshøjskolen, Helle Mønster. Forinden havde de lyttet til mange gode råd om studieliv og videregående uddannelser – men først og fremmest rørende taler fra stolte forældre og beboere i Gellerup og Toveshøj.
”Jeg havde ikke planlagt at holde tale, men nu står jeg her… jeg vil bare ønske jer alle sammen tillykke. Det er bare så dejligt at se alle jer unge med anden etnisk baggrund. I er fremtiden! Vi er stolte af jer”, sagde en af dem, Farhiyo Abukar Mohamed.
”I er vores guldklumper”
Helle Hansen, medlem af Gellerupparkens bestyrelse, holdt på lokalområdets vegne en tale, hvor hun også udtrykte lokalområdets stolthed.
”Først et stort tillykke til jer alle sammen. Hvor er det skønt at stå her og kigge ud over så mange flotte huer. Og ikke mindst at se de mange smil på jeres forældres ansigter, hvor der også er masser af stolthed i blikkene,” indledte Helle Hansen.
”Hvert år bliver I flere og flere – og det er så dejligt at opleve. I er vores guldklumper, og I er høj grad med til at modbevise, at skulle det går så ganske forfærdeligt herude i det, politikerne desværre har fundet på at døbe en ghetto. Det har også betydet, at I har skulle leve med at blive omtalt som ghetto-børn, ghetto-elever og ghetto-unge.”
”Men når jeg ser på jer, så ser I bestemt ikke ud til at have taget skade af være opvokset her. I ligner derimod nogle rigtig fine ambassadører for Gellerup og Toveshøj, som nu rejser ud i verden og kan være med til at modbevise de påstande og tåbelige fordomme, som mange danskere desværre er ramt af. Og jeg er overbevist om, at I nok skal få knækket en fordom eller to på jeres vej. Det skal I have stort held og lykke med, og stor tak for at I gør”, sagde Helle Hansen blandt andet.
Følg jeres drømme!
Også skoleleder Helle Mønster var glad for at opleve de mange unge med huer på hovedet.
”Det viser, at de unge i Gellerup både kan og vil noget med deres liv. Bær huen med stolthed og vis hele Aarhus, at I også kan!”
Unge fra lokalområdet fortalte derefter om deres studieliv som henholdsvis kommende socialrådgiver og kandidat i kultur og formidling.
”I kommer til at tvivle, om I har valgt det rigtige, både nu, under og efter jeres bachelor. Men husk at følg jeres drømme”, lød opfordringen.