Håndværkerne arbejder lige nu på færdiggørelsen af Gellerups nye skole, Kløverskolen, der bliver den første danske folkeskole bygget til den særlige pædagogiske profil, projektbaseret læring. MT Højgaard arbejder nu på den indvendige finish. Skolen skal stå klar til åbning i begyndelsen af august.
Det har været en lang rejse for Gellerups nye skole, Kløverskolen, men efterhånden som vi kommer tættere på d. 6. august 2025, hvor skolen slår dørene op, stiger forventningens glæde hos skoleleder Helle Mønster:
“Vi får en fantastisk skole med en pædagogisk profil, der bliver en gave til lokalområdet. Jeg er helt sikker på, at den kommer til at løfte områdets børn og unge. Eleverne glæder sig til, at vi skal flytte herned, og forældrene og personalet glæder sig også,” sagde Helle Mønster, da hun forleden viste rundt omkring skolen.
MT Højgaard kunne ikke give adgang til selve skolen, men via diverse kig ind gennem ruderne fik rundturens deltagere et indtryk af skolens indretning og visuelle udtryk udadtil – præget af den særlige træbeklædning af brændt fyr.
Desværre fik vi heller ikke mulighed for at nyde den fantastiske udsigt på en af Brabrands højst beliggende grunde – men fra 1. og 2. etage på Kløverskolen skulle der angiveligt være udsigt til både Aarhus-bugten og ud over Aarhus Ådal.
Vil styrke elevernes motivation
Centralt i byggeriet er Torvet, der bliver et åbent ankomstområde med mulighed for at rumme forskellige aktiviteter.
Skolen er opbygget som et firkløver – heraf navnet Kløverskolen – med fire blade, der alle indrettes med faglokaler i bunden og basis-lokaler og værksteder på første og anden sal.
Opbygningen er udtænkt ud fra ønsket om at skabe de mest optimale forhold til den valgte pædagogiske profil, projektbaseret læring.
Det betyder at alle børn og unge fra 0.-9. klasse arbejder sammen og alene med projekter, hvor de undersøger virkelige problemstillinger, udvikler og formidler deres produkter til et publikum. Undervejs får de feedback og tid til refleksion med lærere og pædagoger.
“Vi har valgt projektbaseret læring, fordi både forskning og erfaringer viser, at det er en undersøgelses-orienteret undervisning, der kan løfte børn fagligt. Samtidig ønsker vi at styrke børnenes motivation for at lære og handle aktivt på alle årgange,” siger skoleleder Helle Mønster.

MT Højgaard arbejder på højtryk for at få skolen klar til åbning i begyndelsen af august. Billedet viser et udkig ned mod ankomstområdet Torvet.
Hun understreger, at lærere og pædagoger vil samarbejde på tværs. Og de vil inddrage skolens bygninger, udearealer, beboere, lokale fællesskaber og erhvervsliv i lokalområdet for at skabe motiverende projekter og løsninger.
Afholder Håndens Festival
Helle Mønster præsenterer Kløverskolen som en skole for hoved, hjerte og hænder:
Hoved – At undervisning og fritidstilbud er koblet tæt, og børnene bevæger sig naturligt fra undervisning i deres baser og projektmiljøer til fællesskaberne i værksteder, fritidsmiljø og uderum.
Hjerte – At børnenes interesser og engagement sætter retning for hvad vi laver, uanset om vi inviterer til bålhygge, design i MakerSpace eller bydækkende koncerter.
Hænder – At forskningen peger på, at børn lærer og husker bedst, når de arbejder aktivt med virkelige emner.
Det betyder, at skolen i betydelig mindre grad er indrettet til traditionel klasse-undervisning. Klasserne har basis-lokaler, men en betydelig del af kvadratmetrene er optaget af bl.a. værkstedslokaler, hvor eleverne arbejder sammen om praktiske løsninger på de opgaver, de bliver stillet.
“Projektbaseret læring er en kreativ og dynamisk tilgang til undervisning, hvor eleverne dykker ned i spændende emner gennem praktiske projekter og opgaver. Det er en metode, der ikke kun fremmer dyb forståelse, men også udvikler vigtige kompetencer som problemløsning, samarbejde og kritisk tænkning,” skriver didaktisk ekspert Søren Peter Andersen på Folkeskolen.dk
Han mener, at projektbaseret læring er en effektiv undervisningsmetode, når den implementeres i den rette kontekst. Og det forsøger Aarhus Kommune på i Gellerup.
Den praktiske tilgang på skolen bliver blandt andet symboliseret af kunstneren Julie Stavads kunstværker, fire store beton-hænder, der bliver placeret foran skolen.

Kunstneren Jule Stavad står bag de gigantiske hænder, der blandt andet bliver placeret ved skolens indgang.
Også inde på skolen giver markeringer af hænder på elevatorskakten skolen et synligt visuelt udtryk. Og også konkret hyldes den praktiske tilgang d. 13. september på skolen med Håndens Festival.
Elever på venteliste
I den nye skole etableres også et produktionskøkken, da Helle Mønster og skolebestyrelsen håber, at Aarhus Kommune giver tilladelse til, at skolen hver dag kan tilbyde et varmt måltid mad til eleverne.
“Det er et stort ønske fra forældrene og skolebestyrelsen, at den nye skole får en madskole, hvor eleverne kan købe et varmt måltid mad, sådan som det også var tilfældet på Tovshøjskolen. Det håber vi virkelig på, at vi får lov til,” siger hun.
Den samlede anlægsudgift løber op i cirka 320 millioner kroner – men det forudsætter, at skolens anden del med facade mod Inger Christensens Gade opføres. Foreløbig er dette byggeri udsat på grund af en række verserende retssager.
Flere beboere i de nedrivningsdømte boligblokke har gjort indsigelse mod deres opsigelse, og boligretten skal nu afgøre sagerne. Først derefter vides det, om de to boligblokke må vige for den planlagte indskolingsafdeling.

Kløverskolen ligger placeret på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Trille Lucassens Gade – tæt på Den Gyldne Port og JCN Boligs boligprojekt syd for byparken.
Ind til videre skal den nu næsten færdigbyggede sydlige afdeling ud til Gellerups bypark huse alle eleverne på den nye skole. Det vurderes, at der efter sommerferien i år vil være knap 200 elever – men håbet er, at elevtallet vil vokse betydeligt, når der kommer flere familieboliger i Gellerup.
Op mod 20 børn er blevet indskrevet på skolen til at kunne starte i 0. klasse, men en del af dem skal til sprogscreening, før det vides, om de kan starte på skolen.
Helle Mønster glæder sig over, at flere af børnene kommer fra andre skoledistrikter, og også når det gælder de øvrige klassetrin har skolen børn fra andre folkeskoler på venteliste, som ønsker at starte på skolen efter sommerferien.
“Det er nyt for os, at vi har børn på venteliste, som ønsker at starte til august. Men det kræver jo, at de har frit skolevalg, for at det kan lade sig gøre. Derfor skal de eventuelt også sprogscreenes først,” siger Helle Mønster.
Kløverskolen vil i starten hovedsageligt være en ensporet skole med et typisk elevtal på mellem 18 og 27 elever. Kun 6. årgang er tosporet.

Udvendig kan man nu få et godt indblik i skolens udtryk, der er præget af træbeklædningen udført i brændt fyr.