Beboerne i Gellerupparken og Toveshøj slipper ikke for de voldsomme 7-procents stigninger på huslejen næste år. I september forkastede beboerne i Toveshøj budgettet, mens Gellerupparken vedtog budgettet med et stærkt ønske om besparelser, som kan mildne stigningerne.
Brabrand Boligforenings øverste organ, foreningsbestyrelsen, har på sit oktobermøde besluttet, at stignignerne skal gennemføres – med den begrundelse, at det ikke er muligt at spare de steder, som afdelingsmøderne har peget på. Det gjaldt blandt andet henlæggelser, renoveringer og renteposter.
Næstformand Keld Albrechtsen og regnskabchef Mogens Clingman har holdt møde med afdelingsbestyrelserne, men nåede frem til, at det er vanskeligt at ændre de to poster.
Til gengæld lovede de, at ved næste budgetlægning for 2013 vil en huslejestigning blive drøftet i god tid inden budgetlægningen, så der bliver tid til at diskutere mulige besparelser.
Altså: huslejen i Gellerupparken vil stige med 7,55 i Gellerupparken og 6,97 procent i Toveshøj til årsskiftet. Da gellerup.nu talte med de to afdelingsformænd – Helle Hansen og Anett Sällsäter Christiansen om dette efter varslingen, var de begge meget bekymrede for, om nogle af deres beboere overhovedet har råd til at blive boende.
Eneste "redningsplanke" var, hvis en ny regering vedtager at afskaffe den lave starthjælp – og det er netop, hvad den nye regering har foreslået i finanslovsforslaget.
Det kommunale tilsyn for almene boliger skal i øvrigt også vurdere begge sager