Langkær Gymnasium blev onsdag over middag evakueret, da der skete et formodet gasudslip. Det er lige nu uklart, hvad der konkret er sket, men der tales om tåregas. Det kan også være en anden gasart. Alle 800 elever blev evakueret til DBU-Hallen lige ved siden af.
En af politiets teorier er, at en elev kan have smidt en tåregasbombe – det efterforskes i øjeblikket.
Fire elever blev behandlet på stedet for åndedrætsbesvær, altså er ingen endnu blevet kørt derfra i de rekvirerede ambulancer. Men de bliver det måske senere.
Lidt i kl. 13 løb nogle elever rundt og afbrød undervisningen og sagde, at alle skulle forlade skolen. Nogle troede ikke rigtigt på det, men flere af de elever, der havde været ude på gangene, fik det skidt.
"Nogle hostede, og nogle kastede op, men ingen har været i livsfare," siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.