Projektet Foreningsguiderne har siden d. 1. august 2012 været i gang med at hjælpe børn i Gellerup med at finde en aktivitet, som de kan gå til. Det har været en stor succes med over 100 familier, som har henvendt sig, og med ca. 50 børn, som har fundet sjov i en aktivitet. Alligevel har Foreningsguiderne en tidsfrist, der lyder på d. 1. juni. Med så stor en succes kan det så virkelig passe, at Foreningsguiderne er i fare for at lukke?
Vi arbejder hårdt
Intet er sikkert endnu, lyder det til. Projektkoordinator Gitte Andersen siger:
”Vi arbejder hårdt på at få flere midler til at kunne fortsætte. Det har jo været en stor succes.”
Foreningsguiderne vil gerne fortsætte projektet, da der måske er nogle, som ikke har hørt om dem endnu. Og de vil gerne have endnu flere børn og unge til at komme forbi, så de kan hjælpe dem med at finde lige det, de har lyst til at lave efter skole. Man kan finde Gitte Andersen på Globus1, hvor hun sidder på kontoret for Idræts- og Integrationskonsulenterne.
Ting tager bare tid
De frivillige arbejder stadig på at kunne hjælpe flere mellem 6-14-årige med at finde noget sjovt at gå til i fritiden.
”Men ting tager bare tid, og det har jo været en kort periode,” siger Gitte Andersen.
Lige nu er der 17 frivillige voksne, som vejleder børn og unge med at finde en aktivitet, men med et begrænset budget og knap et år at arbejde i har det været svært at nå ud til alle. Foreningsguiderne vil gerne samarbejde mere med lærerne på skolerne i Gellerup, da lærerne allerede har hjulpet med at sende børnene videre til Foreningsguiderne. Det har været primært idræt, som børnene er gået til, men der har også været mulighed for at være kreativ med maling og musik.
Konference d. 19. februar
På tirsdag d. 19. februar bliver der afholdt en konference, hvor resultaterne for Foreningsguiderne bliver offentliggjort, og fremtidsindsatsen for projektet bliver snakket om.