Når man ser børnene tumle rundt på Legepladsen Troldhøj, er det tydeligt at se, at her er der noget, de kan lide. Der er dyr, haver og god plads. Og de lærer en masse!
"Legepladsen betyder virkelig meget," svarer Marianne Ladefoged på vores spørgsmål. Hun er pædagogisk leder i den integrerede institution Junglen på Janesvej, som besøger den pædagogisk ledede legeplads flere gange om ugen.
"Her er dyr, som vi ikke kan have hjemme i Junglen. Der er også haver, så børnene er med i hele processen med dyr og jord."
Marianne Ladefoged finder det vigtigt, at børn tidligt lærer at få omsorg for dyr og lære at passe dem. At kunne sidde rigtigt længe og ae en kanin, og at trække hesten ud og strigle den.
Man slår ikke dyr
På nogle legepladser i Aarhus har der været tilfælde af dyremishandling, men ikke her?
"Jeg tror på, at børn, der har passet dyr, ikke kan finde på at slå dem med en kæp eller noget. De gove mishandlinger, man hører om, kan handle om, at børn aldrig har lært at omgås dyr oger bange for dem."
Marianne Ladefoged ved, at kommunen planlægger ny struktur for fritidsområdet, og at en af modellerne betyder, at legepadserne bliver ubemandede. Det vil medføre, at der ikke kan være dyr eller pædagogisk opsyn.
"Det ville vi blive meget kede af. Vi profilerer os netop på, at vi har Troldhøj."