Der er over 65 foreninger i Gellerup, som tilsammen har flere hundrede frivillige ildsjæle til at sætte gang i aktiviteter – til gavn for alle beboerne. Men hvordan skal foreningerne drives bedst muligt, hvordan kan de frivillige dygtiggøres, og hvordan kan de sætte nye aktiviteter i gang?
De spørgsmål har tre ansatte svar på – eller rettere: ”Vi har da nogle tanker om det, men vi vil helst høre fra foreningerne selv, hvad de har af behov. Vi er klar til at mødes med foreningerne nu, og de kan kontakte os i Det boligsociale Sekretariat eller få en aftale med en af os.”
Sådan siger netværkskoordinator Wissal El-Arid og foreningskonsulenterne Heidi Lytje Oehlers og Henriette Gaardbo. Wissal er i huset på fuld tid, mens Heidi kan fanges hver tirsdag, og Henriette er der om torsdagen. Indsatsen er en del af den boligsociale helhedsplan.
Sådan hjælper vi
Wissal er ansat af Brabrand Boligforening og de to øvrige af Aarhus Kommune – men målet er det samme:
· at styrke foreningslivet i Gellerupparken og Toveshøj. Det vil sige:
· at hjælpe nye foreninger godt i gang
· at yde særlig støtte til nye initiativer
· at støtte foreningerne i at få flere frivillige hænder
· at udvikle værktøjer til brug i det daglige foreningsvirke
· at tilbyde bestyrelsesmedlemmer kurser i foreningsdrift
· at lave udviklingsforløb med de foreninger, som ønsker det
· at hjælpe børn og unge i gang med fritids- og foreningsaktiviteter
· at vejlede forældre i at støtte deres børns fritidsinteresser.
Foreningernes dag
De tre konsulenter inviterer til ”Foreningernesdag” 25. oktober i Globus1, hvor de frivillige kan møde hinanden på tværs. Wissal, Heidi og Henriette er klar over, at mange af de foreningsaktive har travlt og måske tænker, at de ikke har tid til endnu flere møder.
”Men vi kan måske netop være med til at hjælpe dem i det daglige foreningsarbejde, så de sparer tid. Eksempelvis kan vi opstille et ”årshjul” over årets faste aktiviteter i foreningen, og dermed hjælpe dem, når de kommer til generalforsamlinger, budgetter, fester og så videre,” fortæller Henriette Gaardbo.